Axel Lind

Handicappede 1. august 2007 06:00

Af Birte Overlade Havnepladsen 12, bygning 10, 2. sal, Frederikshavn HYLDEST: Da jeg sad og læste NORDJYSKEs artikler om Axel Lind de seneste to dage, og måske ikke mindst, da jeg bemærkede journalistens famlende forsøg på at skabe en kommunikation med den aldrende herre, fik jeg lyst til at fortælle om mit første møde med dette yderst særprægede menneske. Mødet fandt sted for nøjagtigt et år siden, da Axel Lind fyldte 99 år. Netop den dag havde jeg taget mod til mig og spurgt en udstiller på et galleri i Skagen, om han kunne se nogle muligheder i det, jeg gennem flere år havde vredet ud af malerpenslen. Min selvtillid var på det laveste, men denne maler formåede i den grad at indgyde mig noget optimisme, så nærmest euforisk svævede jeg ud på Grenen, for blot at nyde de to have, som jeg så ofte har gjort det. Den her dag opdagede jeg noget nyt: Grenen Kunstmuseum. Aldrig før havde jeg lagt mærke til det, og pludselig blev jeg som en magnet trukket derind. I receptionen blev jeg modtaget af Kirsten Larsen, der gav sig god tid til at tale med mig, og inden jeg vidste af det, havde jeg fortalt hende om min oplevelse inde i byen. Samtidig fik jeg øje på en bog, der lå fremme. Axel Linds nyudkomne bog: Apollon stjal en cykel. Signeres af forfatteren selv på Museet. En 99-årig med energi og overskud til at skrive og disciplin til at tilbringe hver dag på det, jeg senere fandt ud af, var at betragte som hans livsværk, ham måtte jeg da ganske enkelt hilse på. Ene og alene af den grund købte jeg bogen. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Efter at have gået rundt og beundret de imponerende gengivelser af havet i al dets magt og vælde, fandt jeg dette energiske menneske liggende i en sofa, iført hvidt fra top til tå. Kirsten vækkede den sovende Axel Lind, og mit hjerte stod næsten stille, da Kirsten fortalte kunstneren, at jeg også malede. Forskellen mellem hans og mit er yderst iøjnefaldende, men jeg trøstede mig med, at det var jeg den eneste af os, der vidste. Da jeg satte mig på hug foran ham, greb han fat i min hånd, og jeg forundredes over den styrke, der var at mærke i disse næsten 100 år gamle hænder. Han kyssede galant min hånd, mens jeg helt benovet så til. Jeg ville så forfærdelig gerne vide, hvad der gemte sig inde bag skægget, de halvt blinde øjne og de nærmest døve ører, så jeg forsøgte at spørge ind til hans malerier: Hvorfor netop havet? Altid? Svar herpå fik jeg ikke. I stedet tog han mig om mine bare skuldre og sagde: I dit ansigt er der smil, men dine skuldre ler. Du er en svømmerske. For første gang i hele mit 44-årige liv har nogen rost mine temmelig brede skuldre, og så fra denne svagtseende gamle kunstner, hvis ord lød som havde de vægt. Tilskyndet til fortsat at male og rost for min fysik, så følte jeg mig nu godt rustet til at gå ud og erobre verden. I første omgang tog jeg hjem og læste den første del af min nyanskaffelse, som jeg selvfølgelig havde fået signeret, inden jeg tog derfra. Derpå tog jeg på tur Danmark rundt med min 13-årige søn. Og hvor endte vi? I Raadvad. Da vi kørte ind i den meget smukke og idylliske lille smedeby, fik jeg fornemmelsen af, at her havde jeg været før, men vidste, at det ikke var tilfældet. Først da vi var på vej op ad trapperne til vandrehjemmet, der lå i byens gamle skole, gik det op for mig, at jeg kendte byen fra Axel Linds bog, hvor byen er meget detaljeret beskrevet. Pludselig fik besøget og stedet en helt fantastisk betydning. Jeg følte mig omgivet af en rigtig dejlig energi. Stedet, hvor man havde givet Axel Lind plads til at udfolde sine kreative evner i en yderst ung alder. Uden Jantelovens indgriben. Jeg følte mig meget beriget, da jeg drog derfra og besluttede, at jeg ved mit næste møde på Grenen Kunstmuseum, ville forsøge at fortælle dette usædvanlige menneske om min oplevelse i hans barndomsby – foranlediget af netop det, han havde skrevet. Det fik jeg så mulighed for for ganske kort tid siden. Da jeg denne gang ankom til Museet, sad Axel Lind i receptionen med sin imponerende hat. Som om han havde ventet vores ankomst. Jeg kom sammen med en veninde, som jeg ønskede skulle hilse på dette særprægede menneske. Med mit noget store, udslåede hår antog Hr. Lind mig denne gang for at være italiener og brød ud i en spontan italiensk serenade. Først da han finder ud af, at jeg har noget, jeg vil fortælle ham, bliver han stille. Med hjælp fra Kirsten og mikrofonen lykkedes det at fortælle en yderst lyttende Axel Lind om besøget i Raadvad og om hans andel i den gode oplevelse. Øjnene bliver røde, så han forstår, hvad jeg siger. Han er rørt. Midt i snakken rejser Axel Lind sig op, stiller sig foran mig, hvor jeg står i min meget lysegrønne cardigan, han kigger mig direkte ind i øjnene, mens han advarer mod, at det, han nu vil fortælle kan være en lille smule uartigt, hvorpå han begynder at citere Jeppe Aakjærs, Den gule lupin. Der er efterhånden kommet flere besøgende til museet, og snart er vi flere, der er vidne til denne fremførelse. Artikulationen fejler bestemt intet, og ordene sad blot og ventede på at komme ud. Der blev klappet begejstret efter endt fremførelse, og udstyrede med hvert vores årskort, men stadig uden plakater og malerier af denne overvældende herre i hænderne, forlod vi museet for denne gang. Det er imponerende at møde et menneske på 100 år med så fantastisk en energi. Jeg ved, at en ny bog er på tale og håber, den kommer. Med Grenen Kunstmuseums beliggenhed og med de energier, stedet indeholder, ser jeg den perfekte symbiose mellem kultur og natur. Måtte den for altid bestå, som den fremstår nu uden indgriben fra ensidige naturelskende fredningsfolk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...