Ayatollah vil ikke udsætte valg

} TEHERAN: Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, nægter at udsætte parlamentsvalget 20. februar. Selv om Irans største reformvenlige parti IIPF vil boykotte valget, hvis det ikke udskydes til et senere tidspunkt, vil Khamenei fortsætte som planlagt, oplyste iranske parlamentarikere til det britiske nyhedsbureau Reuters tirsdag. IIPF's krav om udsættelse er en konsekvens af, at mange af partiets kandidater har fået forbud mod at stille op. Det meddelte partiets leder, Mohammad Reza Khatami, der også er den reformvenlige præsident Mohammad Khatamis bror. - Deltagerfronten (IIPF) har med et meget stort flertal besluttet ikke at deltage i valget, sagde Mohammad Reza Khatami ved et pressemøde mandag efter et møde blandt partiets parlamentarikere. Reza Khatami sagde, at partiet kun vil stille kandidater op til valget, hvis forbudet mod, at over 2000 af Irans reformtilhængere stiller op trækkes tilbage. Og selv hvis det skulle ske, vil IIPF kun deltage i valget, hvis det udskydes, så der bliver mere tid til at føre valgkamp i. Det er det magtfulde højrereligiøse Vogternes Råd, der er håndplukket af Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, der har forbudt de mange reformtilhængere at stille op. Striden mellem Irans højrereligiøse præsteskab og reformfløjen er spidset til, netop som Den Islamiske Republik Iran fejrer sin 25. årsdag. /ritzau/Reuters