Ayo: Det er gået godt
Ayo Simon Okosun er efterhånden blevet en profil hos Vendsyssel FF

Vendsyssel FF besejrede Skive IK efter en scoring fra Ayo Simon Okosuns højrefod. Foto: Hans Ravn Hans Ravn NORDJYSKE Medier
HJØRRING:22-årige Ayo Simon Okosun blev matchvinder for Vendsyssel FF i søndagens 1-0-sejr over Skive IK, da han hamrede kuglen i kassen otte minutter før pausefløjtet.
- Det var fint nok. Vi vandt kampen, og det var det vigtigste. Det er ikke så vigtigt, hvem der bliver matchvinder eller man of the match, lyder det ydmygt fra Vendsyssel-profilen, der spillede helt fremme ved siden af Nicolas Bøgild.
I sommer vekslede Ayo Simon Okosun en vellykket prøvetræning til en treårig kontrakt med vendelboerne, og han har været en stor gevinst for topholdet, hvor han primært har bidraget på midtbanen.
- Det er gået godt, og jeg har spillet de fleste kampe. Jeg er blevet brugt på nogle forskellige positioner, og jeg er bare glad for, at jeg har kunnet bidrage til holdet, siger Ayo Simon Okosun.
Sejren over Skive IK betyder, at Vendsyssel FF fortsat ligger side om side med Lyngby i toppen af Bet25 Ligaen med otte point at give af til Vejle Boldklub, som befinder sig på den fjerdeplads, der ikke udløser oprykning til Alka Superligaen.
- Vi fokuserer bare på os selv, og vi skal prøve at fortsætte på den her måde, lyder det i bedste Ove Christensen-stil fra Ayo Simon Okosun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.