75 år og stadig sulten

Per Oscarsson er mystisk skovgubbe i "Midsommer".

For to år siden spillede han sammen med Bodil Udsen i familiefilmen "Send mere slik", og endnu et hemmeligholdt dansk filmprojekt venter efter "Midsommer", der har premiere i aften. Der er stadig bud efter den åndsfriske 75-årige skuespiller. Og hvis Per Oscarsson ikke havde haft så svært ved at lære fremmedsprog, ville han være kommet endnu længere omkring i sin karriere. Hjemme på kaminhylden i Vest Götland står en skuespillerpris fra filmfestivalen i Cannes for hovedrollen i Henning Carlsens "Sult", baseret på Knut Hamsuns roman. En rolle som Oscarsson også fik en Bodil for. - Ud over "Sult" har jeg gennem tiderne ikke indspillet så mange danske film. Det er i øvrigt ret fantastisk, at den film stadigvæk betragtes som noget specielt. For et par år siden så jeg den igen i Oslo, hvor en restaurant ved navn "Sult" blev indviet, ligesom I kender det fra København. Jeg ser stadigvæk meget selvkritisk på min egen indsats, men både instruktøren Henning Carlsen og fotografen Henning Kristiansen var jo dygtige folk. I "Send mere slik" endte Per Oscarsson med at blive eftersynkroniseret af en dansk skuespiller, men det er ikke sket i "Midsommer". - Det var svært at være med i "Send mere slik", fordi jeg skulle tale så tæt på en dansk dialekt som muligt. Jeg er fra Vest Götland, og det er jo ikke just det samme som Skåne. Det endte med, at jeg blev dubbed, fordi man mente at de unge ikke kunne forstå hvad jeg sagde. Det går bedre i "Midsommer", hvor min rolle er mindre, forklarer Per Oscarsson. Han er stadigvæk meget efterspurgt som skuespiller, og i løbet af det sidste års tid har han både været med i en svensk julekalender, tv-film og biograffilm. - Det er rart at jeg også bruges i danske film, hvor der sker meget spændende just nu. Jeg har endda et nyt dansk tilbud liggende, men det bør jeg nok ikke tale om endnu. Dansk er et flot sprog, men det er forbandet svært at lære, så det vil jeg nok betinge mig tid til før en eventuel næste film. Persson i "Midsommer" er en eneboer, der ikke har stor kontakt med omverdenen. - Jeg må være lidt forsigtig med at sige hvad han i øvrigt betyder, for han er jo en del af gåden. Alle i filmen er under mistanke, he-he. Man ved om ham, at han har mistet et otte-årigt barnebarn et år tidligere end den sommer, hvor filmens handling udspiller sig. Altså ved "Midsommer"-tid. Var det mord eller var det en ulykke? Den gåde løste politiet aldrig, siger Per Oscarsson, og fortsætter: - Carsten Myllerup sagde, han havde valgt mig, fordi jeg på én gang kan se ond og god ud. På den måde vil publikum hele tiden være i tvivl om Perssons skyld og uskyld. Myllerup er meget begavet, og der ligger mange tanker bag, hver gang han giver instruktioner. I kølvandet på skuespillerprisen i Cannes var Oscarsson med i en del film ude omkring i Europa. Han kom også en smut til Hollywood for at indspille film med blandt andre Sam Peckinpah. En tv-film med titlen "Noon Wine" med Jason Robards og Olivia de Havilland. - Jeg kan huske at jeg blev betalt 11.000 svenske kroner for 11 dage i Hollywood, ha ha, og jeg havde ellers regnet med at få mindst en halv million! Jeg havde jo hørt om Bibi Andersson, Harriet Anderson og Max von Sydows eventyr, men mit blev ikke helt på samme højde. Mit engelsk blev heller aldrig helt godt, og det satte en naturlig begrænsning for mine muligheder i udlandet i længden, siger Per Oscarsson.