Redningsvæsen

Ambulancer i Brovst - eller mangel på samme ?

ambulanceberedskab Der har været kort frist til at komme med indlæg og kommentarer i forbindelse med sundhedsudvalgets besparelse på ambulanceområdet. Dog viste den store deltagelse i borgermødet i Brovst hallen, onsdag d.5/2, at det er et område, der bekymrer borgerne. Torben Christensen fra Falck, sektorchef Flemming Knudsen og en række amtsrådspolitikere gav på mødet deres version af serviceforringelsen, som de dog indrømmer, det er. Falckmanden og lægen prøvede dog at berolige borgerne, ved at sige, at det faktisk ikke er så dårligt et alternativ, der stilles med. Det forandrer dog ikke ved det faktum, at den såkaldte responstid for en transport bliver væsentlig forøget. Dette sammenholdt med lang transporttid til en skadestue, som kan tage imod patienter med en kirurgisk skade, populært sagt: en der bløder eller har brækket noget, betyder en væsentlig forringelse for Han Herred. I regn, sne og kulde må det vel også betyde noget for, hvor længe man kan ligge med en brækket hofte. Økonomien i det her er også lidt svær at forstå. En akutbil med en redder koster vel det halve af et ambulanceberedskab, et halvt beredskab er netop hvad der tilføres Pandrup. Natdækningen i Pandrup er godt nok hentet i Sæby, men samlet set er der ikke sparet noget nordenfjords, undtaget lidt småtterier i Hirtshals. Kørselsmæssigt må der komme flere udgifter, når ambulancerne får længere at køre. Opgaven for sundhedsudvalget var at spare 4 mill. ved denne øvelse. Resultatet tyder på en anden dagsorden. Hvorfor melder man ikke rent ud og siger, at akutbilkonceptet nu skal indføres i Nordjyllands amt? SiD's medlemmer er ikke dem, der har gået længst tid i skole. Vi er ikke alle lige gode til at regne og skrive, men vi kan som regel regne den ud. Denne seance tyder på en helt anden dagsorden end besparelser. Vi vil gerne opfordre alle, der har tid og mulighed, til at møde op til amtsrådsmødet på tirsdag kl. 14.00. for at se demokratiet i arbejde og høre argumenterne for og imod denne beslutning. Vi er stolte over at bo i en verdensdel, hvor vi har demokrati, der ordret betyder : flertalsstyre i samarbejde med mindretallet. Lad os så se om det også passer på amtsrådet, eller det mere er Niels Hausgårds ord: Om de fleste er de klogeste eller bare de fleste. Falckredderne er medlem hos SiD, vi er bekymrede for deres arbejdsforhold, vi er også bekymrede for resten af borgerne i Han Herred, der skal lægge ryg til denne nye ambulanceplan, derfor denne opfordring til at besøge amtsgården på tirsdag.