Arkitekturens Nordjylland

På tur til arkitektoniske perler

8
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ved siden af Aalborgs gamle rådhus ligger den fremgangsrige købmand Jens Bangs renæssancehus – opført ca. 1623-1624 med udgangspunkt i et mindre, eksisterende stenhus og fuldmuret i fire etager under et stort saddeltag med opmurede endegavle og tre store gavlkviste over facaden. Stenhuset, der oprindeligt fremstod rødmalet med sandstensdekorationerne optrukket i hvidt, udtrykte på festlig og magtfuld vis bygherrens erhverv og økonomiske kunnen. Og Jens Bang byggede ikke kun sit hus til privatbolig med i lige så høj grad et forretningskompleks.

Sådan en vil jeg også lave, udbrød den finske arkitekt Alvar Aalto, da han på en sejltur på Nilen fik øje på Saqqaras trinpyramide. Pyramiden kom til at stå i Aalborg, da arkitekten i 1958 vandt konkurrencen om Nordjyllands Kunstmuseum sammen med sin kone, Elissa, og sin tidligere medarbejder Jean-Jacques Baruël. Økonomiske problemer forhalede imidlertid projektet, der først stod færdigt 14 år senere. Historien er at læse i Anne-Louise Sommers opslagsværk, Den danske arkitektur, der ifølge forfatteren – eller hovedredaktøren, som hun benævnes, fordi mange har bidraget med artikler – hverken er en traditionel arkitekturhistorie eller en arkitekturguide. ”Det er en historie skrevet gennem 137 bygningsværker, der er valgt ud, fordi de hver især er vægtige bidrag til forståelsen af dansk bygningskultur, som den har udviklet sig over mere end 1000 år”, skriver Anne-Louise Sommer. Bogen favner bredt og inkluderer mange forskellige former for arkitektur fra kirker, museer og teaterbygninger over villaer, etagebyggeri og skoler til slotte, herregårde, sportsanlæg, havekunst og landskabsarkitektur og er geografisk fordelt over hele landet med beskrivelser og billeder af markante bygninger som Arken Museum for Moderne Kunst og Amaliegade i København, Østerlars Kirke på Bornholm, Esbjerg Banegård og Anholt Fyr, Koldinghus og Østjyllands Statsfængsel i Horsens. Værket er med en række eksempler fortællingen om, at barok afløste renæssance og gled over i rokoko og klassicisme. Men også om unikke arkitekt- og kulturpersonligheder. Konger, som viede deres virke til at forskønne nationen – og deres eget eftermæle – gennem bygningsværker og storslåede byplaner; om fremsynede bygherrer og gavmilde mæcener. Og så var der alle menneskene gennem tiderne – de daglige brugere af bygningsværkerne, arkitekturen og byerne. Deres livsførelse var i sidste ende med til at bestemme, hvad der fik betydning og en del af en levende og ny tradition. Også en række smukke bygningsværker i Nordjylland bidrager til forståelsen af vores arkitekturhistorie som vikingeanlægget Fyrkat ved Hobro; Børglum Kloster, Voergård Slot, Hobro Kirke, Fiskepakhusene og Klitgården i Skagen, lejlighedskomplekset Enighedslund, Jens Bangs Stenhus og Kunsten i Aalborg. Bogen er ikke kun en gennemgang af betydningsfulde danske bygningsværker, deres samtidshistorie, arkitekter og visionære bygherrer. Den kan samtidig med fordel anvendes som turguide for kulturinteresserede og kulturturister – både i Nordjylland og resten af det ganske arkitekturlandskab. . Anne-Louise Sommer: Den danske arkitektur, 625 sider, 499,95 kr. Forlaget Gyldendal