B-Boys tog teenagere og Tårshallen med storm

Danmarks hotteste drengeband tog hul på efterårsturne med knap 800 skrigende fans i Tårshallen

TÅRS:Danmarks hotteste drengeband, B-Boys startede sin efterårsturne lørdag aften i Tårs. Det var således et premiereshow fra de tre musikalske drenge, Kåve, Mathias og Sebastian arrangørerne bag Sjov Lørdag havde været så heldige at få fat i for at markere Sjov Lørdags ti år i Tårs. Allerede få timer efter koncerten i Tårshallen var slut, havde flere af de unge piger, der kort forinden havde stået og klappet, skreget og sunget med på sangene fra B-Boys-cderne, skrevet hilsener ind på drengebandets hjemmeside. Og ud fra disse at bedømme, så bestod det hotte drengeband med glans med sit nye show. Agent Hugo Ikke mindst den nye sang Gotcha, som er titelmeldoien til et nyt Hugo-spil, fik Tårshallen til at koge over af begejstrede pigestemmer. Iført sorte jakkesæt og ditto solbriller sang og dansede de tre danske drenge på 15 og 16 år sig ind i Agent Hugo-verdenen. Og de fleste af de knap 800, der lørdag aften havde fundet vej fra hele Vendsyssel til Tårs, var udmærket klar over, at det var endnu et hit, som her blev præsenteret. Også selv om den nye cd fra B-Boys først er på gaden 7. november. Lokal kærlighed Det var da også svært ikke at lade sig begejstre af musikken og dansen til trods for at dåbsattesten afslører, at det var show for næste generation. Med en ydmyg attitude, glad og naturlig drengethed tog B-Boys hele Tårshallen med storm. Og selvfølgelig de mange unge piger, der var mødt frem med deres kærlighedserklæringer til enten Kåve, Mathias eller Sebastian. For tre lokale piger blev koncerten noget ganske særligt. De blev nemlig inviteret op på scenen til de tre stjerner. Her sad de bænket, mens drengene sang for dem - og alle os andre, men det opdagede de tre piger nok ikke! - og det var tydeligt at se, at den oplevelse bliver svær nogensinde at ligge bag sig igen. For misundelsesblikkene fra de mange andre piger, der ikke var så heldige at blive inviteret til kram, sang og dans fra B-Boys-drengene var ikke til at tage fejl af. Mobiler på overarbejde Til gengæld har langt de fleste minderne om koncerten i Tårs i mobilen. For mobiltelefonerne var i lighed med teenagepigernes stemmebånd på overarbejde lørdag aften. Der blev filmet og fotograferet fra scenekanten, så B-Boys lever videre i Vendsyssel, mens drengene selv pakkede sammen og tog til næste stop på deres nye efterårsturne og efterlod sig en stor flok begejstrede og skrigende piger i Tårs for hvem, Danmarks hotteste drengeband gjorde lørdag meget sjovere end sædvanligt.