Dansk film kører på autopilot

Bille August forstår ikke, at danske filminstruktører kopierer Hollywood, når man bor i landet med "verdens bedste filmmiljø". Selv er han aktuel med en film om dødsstraf – og yndlingstemaerne skyld, skam og tilgivelse

Det korte ophold i Danmark skulle egentlig have handlet om hans nye film "Return to sender". I stedet har filminstruktøren Bille August gjort sig selv til ny hovedperson i den debat, som kollegaen Lars von Trier satte gang i under filmfestivalen i Cannes i maj måned. I et interview med dagbladet Politiken udtalte Bille August blandt andet, at "danske film gentager sig selv, er konstruerede og ekstremt uinteressante". Direktøren for Det Danske Filminstitut, Henning Camre, kaldte efterfølgende kritikken for letkøbt og overfladisk, men Bille August holder fast i sine betragtninger. - Vi har det absolut bedste filmmiljø i verden med et meget velfungerende filminstitut og en stat, der ser positivt på filmbranchen. Det betyder, at der er plads til at satse og eksperimentere, men i stedet oplever jeg, at dansk film i de senere år har kørt på autopilot. Man bruger ikke systemet optimalt til at lave nogle vedkommende film med dybde, og jeg synes, det er trist – også for skuespillerne – at det er de samme fem-seks stjerner, som optræder i stort set alle danske film i stort set de samme roller med en difference på 15-20 procent, siger filminstruktøren. Til daglig bor han i London, men den tidligere Oscar- og dobbelte Guldpalme-vinder følger stadig meget med i dansk film, der ifølge Bille August er domineret af mere eller mindre vellykkede kopier af amerikanske action- eller feelgood-film. - Den slags er de fantastisk gode til at lave i Hollywood, så det er der ingen grund til at bruge det danske system til. For af erfaring ved jeg, at når du som instruktør kommer ud i den store verden, er der ikke længere plads til at eksperimentere og lave fejl på samme måde. Så jeg synes, at vores mange talentfulde instruktører burde udnytte, at de har en enestående chance for at lave noget unikt, siger han. Savner dansk folkesjæl Den 56-årige instruktør så gerne flere film, der går helt tæt på danskernes hverdag, hvilket ifølge ham vil appellere mere til det udenlandske publikum end bølgen af melodramaer, der handler om unge par i 30erne og deres problemer med kærligheden og livet. - Det, jeg ved om, hvordan italienerne lever, og hvordan den mentale tilstand er i Italien, det ved jeg fra italiensk film og ikke fra historieprofessorer, politikere eller andre, der kan sige noget om et samfund. Film kan det helt specielle at stikke fingeren i jorden og beskrive et lands folkesjæl med et filmisk udtryk. Og det synes jeg ikke, at der er mange danske film, der gør. Man går mere op i plot, formler og konstruktion, og resultatet bliver karakterer, der ikke tager udgangspunkt i beskrivelser af vores hverdag, men ting, der kun sker i karakterernes hverdag, siger Bille August. Han har ikke lyst til sætte navn på de danske film, der set gennem hans uindfattede letvægtsbriller har skuffet. Til gengæld har han ikke noget imod at fremhæve Thomas Vinterberg og Nils Malmros, der med "Festen" og "Kundskabens Træ" har bevist, at kunstnerisk mod og evnen til at sælge billetter kan gå hånd i hånd. Bille Augusts synspunkter er som nævnt blevet mødt med hovedrysten af Henning Camre, der ikke er enig i påstanden om den manglende folkesjæl i danske film. Og filminstituttets direktør forstår slet ikke, at kritikken kommer fra Bille August, som ifølge ham sidst har lavet en film med dansk folkesjæl i 1987, hvor filminstruktøren fik sit internationale gennembrud med "Pelle Erobreren". Men Bille August afviser argumentet. - Det er ikke mit udgangspunkt at lave film, der er specielt danske. Så snart man er uden for det beskyttede filmmiljø i Danmark, hersker jungleloven, og så bliver man nødt til at lave film, der er mere mainstream. Ny type film Med en historie, der udspiller sig i amerikanske Oklahoma og handler om dødsstraf, er der ikke meget kolonihavehus over "Return to sender". Heller ikke selv om danskfødte Connie Nielsen spiller en af hovedrollerne, og Dirk Brüel har stået for fotograferingen af den engelsksprogede film, der noget usædvanligt for Bille August er en thriller. Her sættes den dødsdømte Charlotte (Connie Nielsen) i et voldsomt dilemma, da advokaten Frank (Aidan Quinn) prøver at starte hendes sag forfra. Det sker kort tid før, at hun skal henrettes for at have slået et barn ihjel, men Charlotte har affundet sig med sin skæbne og dom. Frank giver dog ikke op og graver sig dybere og dybere ned i hendes sag, som viser sig at være mere kompliceret end som så. - Jeg har altid været fascineret af thrillerformen, fordi man altid får tilskuerne frem i stolen og appellerer til deres nysgerrighed. Men når man laver en genrefilm, er det meget vigtigt for mig, at den også handler om noget. Og det gode ved denne historie var, at den handlede om forsoning mellem to mennesker i et miljø, hvor forsoning pr. definition ikke eksisterer – nemlig på dødsgangen, siger filminstruktøren. Fokus på skuespillet For en gang skyld kunne han bruge de fleste af sine kræfter på at instruere. - Mange af de tidligere film, jeg har lavet, har haft nogle andre episke kvaliteter, hvor tiden og miljøet har været en stor del af fortællingen. Men det er klart, at når måske halvdelen af filmens scener udspiller sig i et besøgsrum, så bliver fokus lagt på de her to mennesker, der taler sammen med tremmer imellem sig. Så den store udfordring for skuespillerne og jeg har været, at det meste af filmen foregår i nærbilleder og beskriver det psykologiske spil imellem de to hovedpersoner, siger Bille August og fortsætter: - I begyndelsen spiller begge et spil over for hinanden. Men langsomt skrælles facaden af, og man kommer tættere på den sandhed, som begge bærer på. Som instruktør var det spændende at gå gennem den rejse ind til det mere nøgne og oprigtige menneske. Dødsdømte er også mennesker - Den største del af mit forberedelsesarbejde gik på at prøve at forstå et land, hvor samfundet hævner sig på det enkelte individ ved henrettelse. Specielt når man kommer fra en del af verden, hvor der i hele vores opdragelse og religion altid findes begreberne næstekærlighed og tilgivelse. Men i visse stater i USA læner man sig op af det gamle testamente, hvor det er øje for øje og tand for tand, og her eksisterer tilgivelse absolut ikke, siger Bille August. Under sin research til "Return to sender" havde han kontakt til en forsvarsadvokat i Oklahoma, der havde specialiseret sig i at hjælpe mennesker, som sad på dødsgangen. Han fortalte den danske filminstruktør, at 90 procent af hans klienter var blevet seksuelt misbrugt, inden de var fyldt seks år og var afhængige af alkohol og stoffer som 12-årige. - Disse mennesker kendte stort set kun til vold, og det er klart, at når de som voksne løb ind i konflikter, var volden deres eneste måde at løse problemer på – desværre ofte med døden som udgang. Men når de så sidder på dødsgangen, har de ligesom masser af tid til at tænke over det, der er sket. Og der jo ikke noget, de hellere vil end at blive tilgivet og få en ekstra chance til at bevise, at de er mennesker af kød og blod som alle os andre. Men i det system tror man ikke på menneskets ufuldkommenhed og muligheder for forbedring, som vi gør i Danmark, hvor man selvfølgelig straffer, men bagefter prøver man at gøre folk til socialt funktionsdygtige individer, siger Bille August, der med filmen har villet vise, at ikke alle dødsdømte er de monstre, som medierne ofte fremstiller dem som. Tror på det gode I "Return to sender" tager han altså endnu engang fat i kristne begreber som tilgivelse og forsoning, som altid har optaget ham. - Jeg ser tilgivelse og forsoning som en meget smuk del af kærligheden. Og jeg tror da også, at hvis vi mennesker skal lykkes med livet, skal vi forfølge de gode sider i os selv og prøve at forstå vores medmennesker og se verden fra deres synsvinkel. Og det kræver blandt andet, at man er i stand til at tilgive, siger Bille August og nævner den tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandela som et stort forbillede. - Han sad i fængsel i 27 år og havde al mulig grund til at hade sine omgivelser og søge hævn og magt, da han kom ud. Men i stedet sagde han, at den eneste vej frem var tilgivelse og forståelse, og at landet kun kunne komme videre med en forsoning, og hans projekt er jo lykkedes. Om filminstruktørens eget projekt er lykkedes, skal publikum over hele verden – og ikke mindst amerikanerne - nu bedømme, når de går i biografen for at se "Return to sender". - Dødsstraf er et tabuemne i USA, så det er svært at spå om, hvordan man vil tage imod filmen derovre. Men jeg håber da, at det er en film, folk vil kunne lide, og de, der har set den, har været meget begejsterede, siger Bille August, der fik hård kritik for "Åndernes Hus", "Frøken Smillas fornemmelse for sne" og "De elendige". Men denne gang har han ifølge sin egen vurdering ramt helt rigtigt. - I de tre engelsksprogede film, jeg tidligere har lavet, var det et handicap, at de foregik i et land, hvor det engelske sprog ikke var naturligt. Det gav en distance, men i "Return to sender" bruger skuespillerne sydstatsdialekten, kropssproget og hele den psykologi, der nu en gang er i sydstaterne, til deres karakterbeskrivelse, og det har været en befrielse og givet den ekstra dimension, jeg har savnet i mine andre engelsksprogede film, siger den danske filminstruktør.