Den sidste mandepris i Nordjylland?

For nylig uddelte ligestillingsminister Henriette Kjær for første gang en mandepris.

Den gik til en nordjysk ildsjæl, der som leder af Manderådgivningen i en årrække har bekæmpet voldelig adfærd hos mænd og dermed hjulpet et stort antal voldsramte kvinder. Mandeprisen var et stort øjeblik for det sociale arbejde i Nordjylland. Præcis en uge senere indtraf en anden begivenhed - forliget om den nye kommunale struktur. Forliget nævner hverken ordet manderådgivning eller mandepris. Men det kan meget vel få dybe konsekvenser for indsatsen over for voldelige mænd, således at mandeprisen bliver både den første og den sidste til Nordjylland. Historien om Manderådgivningen er i høj grad historien om én mands værk. I en blå sofa i en kælder i Aalborg har socialpædagog Henrik Munkholm taget imod flere hundrede mænd, som alle har søgt hans hjælp for at komme ud af voldens blindgyde. Fra sin hjemmeside og via sin kontakt til pressen har Henrik Munkholm desuden ydet et stort stykke arbejde for at udbrede kendskabet til problemet med vold i hjemmet. Selv om æren for mandeprisen alene tilkommer Henrik Munkholm, er selve Manderådgivningen et udtryk for en fremsynet politisk prioritering. Da Nordjyllands Amt i 1994 satte Manderådgivningen i gang, var der tale om det eneste gratis offentlige tilbud om hjælp til voldelige mænd i hele Danmark. Siden har Odense og København hentet inspiration i det nordjyske og startet deres egne rådgivninger. Og behovet er der. Manderådgivningen har hjulpet både unge og ældre, ufaglærte og akademikere, selvstændige og arbejdsløse – alle med volden som følgesvend. Men når det nu går så godt, kan man spørge sig selv, hvilken forskel en ændring af den kommunale struktur vil gøre. Hvis behovet er der, vil Manderådgivningen vel leve videre? Ikke nødvendigvis, lyder min påstand. Indledningsvis vil jeg understrege, at forliget om den kommunale struktur foreløbig er meget overordnet, og at meget kan ske, når de konkrete love skal vedtages på Christiansborg. Hovedlinjerne er dog ikke til at tage fejl af. Midlerne til at betale for de sociale tilbud lægges ud til kommunerne, og regionerne skal drive de nuværende institutioner videre, medmindre beliggenhedskommunen ønsker at tage over. Der er således flere tænkelige scenarier for fremtiden. På den ene side, at næsten alle institutioner flytter ud til beliggenhedskommunerne. På den anden side, at regionen fortsætter, hvor amtet må slippe. I den første situation vil Manderådgivningen flytte til Aalborg Kommune. Det giver umiddelbart god mening, da en forholdsvis stor del af de voldelige mænd kommer fra landsdelens store by. Der vil dog stadig være tale om op imod en halvering af antallet af brugere, og vil det betyde, at den enmandsbetjente rådgivning på længere sigt må lukke? Og hvordan med de øvrige kommuner i regionen, som kun sjældent støder på problemet med voldelige mænd. Hvor skal de gå hen, hvis der ikke er et varigt tilbud? I den anden situation vil Manderådgivningen forblive i regionen. I modsætning til i dag vil den dog skulle betales fuldt ud af kommunerne. Det vil kræve, at man finder en betalingsordning, som fordeler byrden ligeligt, og som samtidig respekterer mændenes anonymitet. Problemet opstår, hvis en del kommuner vælger at stå udenfor. I så fald kan prisen for de tilbageblevne kommuner hurtigt blive høj, og det kan føre til et nedadrettet pres på kvaliteten. Spørgsmålet er, om der i kommunerne vil være efterspørgsel efter en høj faglig standard i en situation, hvor tilbud til voldelige mænd skal konkurrere med mere "populære" og almene offentlige ydelser så som skoler og ældreomsorg. Disse problemstillinger er ikke enestående for manderådgivningen. De er generelle for hele det sociale område, hvor mange tilbud i dag er så specialiserede, at de kun vanskeligt kan løftes af mindre kommuner. Og løsningen med at give kommunerne det fulde økonomiske ansvar, rummer efter min mening en alvorlig risiko for, at de socialt svage bliver taberne i fremtidens kamp om de kommunale ressourcer. Da Henriette Kjær gav mandeprisen til Henrik Munkholm, fremhævede hun, at hun dermed ville påskønne hans særlige indsats og store engagement. Man kan kun håbe på, at denne påskønnelse og respekt også vil smitte af på det fremtidige arbejde med at indrette den kommunale struktur på dette følsomme område. Og så i øvrigt et stort tillykke med prisen. Bent Pedersen er frmand for amtets Social- og Psykiatriudvalg, valgt for socialdemokraterne