En naiv børnevært

Der er plads til masser af spørgsmål, når de to børneværter, Martin & Ketil laver børne-tv på TV2 Zulu. I "Martin & Ketil – en verden for begyndere" spiller Ketil Teisen rollen som – sig selv.

EMNER 24. december 2004 05:00

Det er yderst sjældent, man ser Ketil Teisen uden sin makker. Faktisk vil der være mange, som slet ikke aner, hvem han er. Men i formatet Martin & Ketil kan han ikke længere gemme sig. Sammen er de to nogle af Danmarks mest populære børneværter. Alene er Ketil Teisen en 38 årig voksen mand. - Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er voksen. Jeg skal ikke være et barn eller spille, at jeg er et barn på fem år, slår han fast. Og faktisk er det ikke en rolle, som Ketil Teisen spiller, når han og makkeren Martin Keller flyver rundt i deres rumskib. Han er sig selv – i en vis grad i hvert fald. - Martin og jeg tager udgangspunkt i os selv. Den figur, jeg er på tv-skærmen, er en slags tegneseriefigur af mig selv. Forstået på den måde, at vi forstørrer de kiksede sider af os selv. Vi viser, at vi er mennesker, der kan fejle. Det er vigtigt for os at vise, at vi langt fra ved alt. Har bevaret legebarnet Martin & Ketil har tidligere haft succes med børneprogrammet "Naturpatruljen" på DR, og før det arbejdede Ketil Teisen også med børn. Det startede helt tilbage i 15 års alderen, hvor han blev svømmetræner. - Jeg har altid været meget kreativ og meget fantasifuld, og jeg elsker at fortælle tingene i historier og billeder. Jeg har leget meget i min barndom, og jeg har stadigvæk bevaret noget af legebarnet i mig. Jeg har ikke kastet det fra mig og sagt, så nu skal vi være super-voksne, hvor det, der kommer tættest på leg, er en Playstation, siger børneværten. Væk med fremmedordene Ketil Teisen kommer fra en familie, hvor der blev brugt mange fremmedord. Noget som han også selv brugte dengang uden egentligt at være opmærksom på det. - Da jeg så startede i gymnasiet, mødte jeg en pige, som hver eneste gang, jeg sagde et fremmedord, spurgte: "Hvad betyder det?" Der gik det op for mig, at de fremmedord jeg brugte i flæng, egentligt kun var nogle jeg brugte, fordi det lød fint. Jeg anede ofte ikke, hvad de betød, fortæller han. Og allerede dengang blev det en udfordring at formulere sig klart, noget som han kan drage nytte af som vært for børn i dag. - Jeg begyndte simpelthen at forenkle mit sprog, og jeg syntes, at hver gang man kunne bruge et almindeligt dansk udtryk, så var det meget federe end at bruge et fremmedord. Ok at stille spørgsmål Men et godt og letforståeligt sprog og en god portion erfaring med at arbejde med børn gør det ikke alene. Ketil Teisen er konstant på jagt efter ny inspiration, og han finder det især et sted. - Min store inspiration får jeg fra TV Glad, som er udviklingshæmmede, der laver tv. De stiller de spørgsmål, som vi alle sammen ikke tør at spørge om, mener han. Det bringer ham selv til spørgsmålet om, hvad det er, der gør ham til en god børnevært. - Jeg er ikke bange for at være naiv og udstille mig selv, lyder svaret prompte fra den populære børnevært.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...