En rocket romantiker

Tim Christensen er tilbage med en ny samling sange, der tager udgangspunkt i hans forvirrede indre

- Jeg er et roligt menneske, og derfor føler jeg mig også godt tilpas, når der dukker rolige sange op i mit hoved. Det går nok hånd i hånd med, at man bliver ældre. Så enkel lyder Tim Christensens forklaring på, at han endnu engang har begået en afdæmpet plade som opfølger til den succesrige solodebut "Secrets on parade" fra 2000. Her beskrev den 29-årige musiker indgående det smertefulde brud med kæresten Pernille Rosendahl fra Swan Lee, og afskeden med rockbandet Dizzy Mizz Lizzy fik også et par ord med på vejen. På 'Honeyburst' er han igen hudløs ærlig, men udover problemerne med den svære kærlighed er det sværere at finde et gennemgående tema på det nyeste udspil 'Honeyburst'. - Mange af tingene er så nye, at jeg sikkert skal bruge nogle måneder på at træde et par skridt ud og kigge ind for at se, hvad det drejer sig om. Men det handler nok bare om alle de ting, som jeg går rundt og er lidt småforvirret over, siger Tim Christensen og glæder sig over, at han har fundet en effektiv mental udluftningskanal. - Sangskrivning et godt terapiværktøj til at få styr på alle de følelser og tanker, som nærmest snubler over hinanden. Man får ryddet op ved at skrive sig ud af det, eller hvad klicheen nu hedder, konstaterer københavneren, der ikke kun har hjulpet sig selv med sine sange om sorg og længsel. Siden 'Secrets on parade' kom på gaden, har danskere i alle aldre overdynget ham med taknemlige beretninger om, hvordan hans sange har hjulpet dem videre. - Folk, som måske også sad og var fortabte et eller andet sted, har fundet denne plade og virkelig knyttet sig til den. Jeg får stadig mange emails fra folk, der synes, at det er fantastisk, at jeg har skrevet lige netop den sang, fordi den passer så godt på deres situation. Det synes jeg er enormt tilfredsstillende. Folkeligt gennembrudMed 'Right next to the right one' som kendingsmelodi til tv-hittet 'Nikolaj og Julie' har Tim Christensen utvivlsomt udvidet sin i forvejen store fanskare. Søndag efter søndag er den melankolske ørehænger nået ud til millioner af seere og er nærmest blevet synonym med den populære serie på DR. - Jeg er meget stolt af den sang. De ringede og spurgte, om jeg kunne skrive noget til dem. Men jeg er ikke særlig god til bestillingsarbejde, så jeg spurgte dem, hvad de ledte efter og fandt så ud af, at jeg allerede havde en sang liggende, der måske kunne bruges. Og nu hvor jeg har set serien, synes jeg, at den passer skide godt til. Den voldsomme eksponering i både tv og radio har blandt andet medført, at Tim Christensen jævnligt bliver spurgt, om han vil spille 'Right next to the right one' til bryllupper. - Jeg får ret mange henvendelser – vi er over de hundrede. Folk tilbyder alt fra 5000 til 50.000 kroner for de fem minutter, det tager. Jeg er meget beæret over, at de spørger, men det kommer ikke til at ske. Mest fordi jeg synes, at det ville være lidt for mærkeligt og højtideligt, og det kan jeg slet ikke med. Men også fordi folk tror, at det er en lykkelig sang, og det er det ikke. Det har i hvert fald ikke været min intention, siger han. Stadig singleMens Tim Christensen ikke har problemer med at skrue hits sammen, kniber det mere med at ramme plet på det private plan. Som selverklæret langtidssingle har han efterhånden vænnet sig til at være alene, hvilket ikke gør jagten på en partner nemmere. - Når man har været single i et stykke tid efter et længere kæresteforhold, har man det med at stille sygeligt mange krav. Hun skal i hvert fald ikke være lige som den sidste, og til sidst er man oppe på så mange krav, at det menneske slet ikke findes. Pludselig står der så én, der ikke lever op til nogle af kravene, men som alligevel er helt fantastisk, siger Tim Christensen, der på trods af sin singlestatus har det fint. - I virkeligheden er jeg – jeg vil ikke sige et lykkeligt menneske – men så et glad menneske nu. Og hvis jeg skulle ryge ind i "the right one" på et tidspunkt, ville jeg da blive endnu gladere. Men den der med at leve lykkeligt til sin dages ende synes jeg er lidt naiv. Hvorfor ikke bare leve lykkeligt til man ikke kan mere, lyder det spørgende fra manden, der med en status som rockstjerne tit er blevet spurgt, om det ikke er nemt at tiltrække piger. - Jeg synes faktisk, at det er sværere. Jo mere etableret og kendt et ansigt man bliver, jo mere fordrejet et forhold har de til én. Pludselig er man en eller anden figur eller museumsgenstand frem for et menneske, og det synes jeg er mærkeligt, siger Tim Christensen og uddyber: - Jeg er et meget følelsesbetonet menneske, og det skal være i orden. Jeg kan ikke bare være overfladisk omkring det. Det der med en ny hver aften er jeg slet ikke skabt til. Så det er selvfølgelig en begrænsning, når 95 procent af de piger, man møder, har et fuldstændigt forvrænget billede af tingene. Dizzy-succesenTim Christensen gjorde for alvor sit ansigt kendt, da han og Dizzy Mizz Lizzy fik det helt store gennembrud i 1994 med debutalbummet af samme navn, som solgte 225.000 eksemplarer herhjemme, 100.000 i Japan og kastede tre Grammyer af sig. Sange som 'Barbedwired Baby's dream' og 'Love is a loser's game' blev enorme radiohits, og da bandet i 1996 modtog guld for opfølgningsalbummet 'Rotator' på selve udgivelsesdagen og scorede endnu en Grammy, skrev skolekammeraterne fra Valby igen dansk rockhistorie. - Fra den ene dag til den anden lå vi på toppen af hitlisterne uden at være specielt imponerede. Sådan var det åbenbart at være musiker, tænkte vi, og det var jo på en eller anden måde en smule højrøvet og utaknemligt. Men man kan ikke rigtigt bebrejde os, for vi var kun de der 19-20 år. Det var heller ikke os selv, der satte os derop. Det var alle jer andre, siger Tim Christensen, der i 1998 opløste Dizzy Mizz Lizzy, som foruden ham selv bestod af Martin Nielsen og Søren Friis. Efter en tænkepause begyndte han så at skrive på sin første soloplade, som endte med at blive noget mindre rocket end hans tidligere produktioner, hvilket mange af de gamle fans absolut ikke brød sig om. - Vi lavede to plader, som jeg er stolt af, men så er det også det. Jeg bliver tit spurgt, om vi ikke finder sammen igen, og det er jeg virkelig træt af. Det er er da sødt, at de holder af noget, som jeg engang har lavet. Men samtidig er det – uden de selv er klar over det – en tilsvining af det, jeg laver nu. Hvis de ikke vil være med, hvor jeg er nu, så lad mig være i fred eller lyt til nogle af de gamle plader, lyder det kontant fra Tim Christensen. I dag ser han kun sine to gamle venner, når trioen mødes til deres årlige komsammen på et københavnsk værtshus juleaftensdag. - Så bruger vi alt fra to til seks timer på at drikke os lidt småsnaldrede. Vi hygger os vanvittigt meget, fordi vi har haft så mange oplevelser sammen. Men vi spørger ikke rigtigt til hinanden, og hvad vi laver nu. Det er mere sådan noget med "kan du huske dengang", og jeg tror ikke, at vi har mere sammen end de gode minder fra tiden med Dizzy. Når vi skilles igen er alle da også fuldt afklarede med, at vi først ser hinanden til næste år. Beskeden entertainerSelv om han efterhånden har været et offentligt ansigt i ti år, har Tim Christensen stadig svært ved at se sig selv som en berømthed. Af samme grund holder han sig langt væk fra alt, hvad der har med biografpremierer og tv-quizzer at gøre. - Jeg har intet behov for at være kendt. Nu stiller jeg selvfølgelig op til interview, men det er fordi, jeg gerne vil promovere min musik. De to ting hænger desværre sammen, og det er enormt svært at være hemmelig, hvis man gerne vil have sin musik ud til folk, siger rockmusikeren, der håber på at kunne udbrede sine følsomme sange til udlandet. - Det er ikke fordi, jeg gerne vil være verdensstjerne. Mine ambitioner ligger mere på mine sanges vegne. Det skal forstås på den måde, at hvis der ikke er nogen, der gider at udsende min plade med mine versioner, så kan det være, at man kan sende sangene videre til andre artister, der måske allerede har hul igennem. Det ville da være rart at få et eller flere verdenshit, siger Tim Christensen smilende. Beskedenheden skinner også igennem ved hans koncerter, hvor han ikke ligefrem er kendt for sin udfarende stil. - Det hænger igen sammen med, at jeg ikke har entertainerblod i årene. Men jeg er god til at lave musik, og eneste måde man kan få den ud på er ved at stille sig op på en scene og spille. Publikum skal ikke komme til mine koncerter, hvis de forventer et Robbie Williams-agtigt show, for det kan jeg ikke levere. De skal komme for musikken. Og hvis de gør det, kan jeg garantere, at de får noget for pengene, siger Tim Christensen. Fakta om Tim Christensen: Født 2. juli 1974 i København. Danner i 1988 Dizzy Mizz Lizzy med skolekammeraterne Martin Nielsen og Søren Friis. Bandet vinder DM i Rock 1993. Debutalbummet "Dizzy Mizz Lizzy" udkommer året efter og får tre Grammyer. I 1996 kommer opfølgeren 'Rotator', der vinder en Grammy. Dizzy Mizz Lizzy opløses i 1998. I 2000 udsender han sin solodebut 'Secrets on parade' der indtil videre har solgt 55.000 eksemplarer. Er nu aktuel med 'Honeyburst'.