Firbenet livsforsikring

- Legendary Lover K er en af verdens bedste travheste. I ejerkredsen er to nordjyder, der er på plads i eftermiddag i Paris, når hesten kæmper om millioner.

Gravøl på variete Moulin Rouge eller champagnefest på variete Lido. Banen er kridtet for den 55-årige Aalborg-dreng, Knud Erik Ravn, når hans øjesten, travhesten Legendary Lover K, i eftermiddag tørner ud i verdens hårdeste travløb, Prix d'Amerique, på Vincennes-banen i Paris. Om det bliver til øl eller champagne for Knud Erik Ravn, hans medejer Gunnar Christiansen og de 40 andre rejsedeltagere på turen til travmekkaet i Vincennes, afhænger af om den 6-årige hingst kan skubbe sig ind blandt feltets fem præmiedeltagere. Der er store penge på spil. Vinderen belønnes med ca. 3 mio. danske kr., mens en femteplads giver en præmie på ca. en halv million kr. Held skal til Ret besat kan det komme til at knibe for Legendary Lover K at nå blandt de fem, da hesten via sine amerikanske blodlinjer mere er til lette baner og korte sprinterdistancer på 1.609 og 2.000 meter. I Frankrig ynder man maratondistancer på 2.700 meter eller mere, ligesom franske heste starter løbs-karrieren senere og således er fuldt udviklet, når de kommer til start. Det modsat amerikansk "Early Speed", hvor hestene med vold og magt skal på ovalen allerede som 2-åring - populært kaldet en babytraver. - Det er sandt nok, men det er en stor drøm for mig, at få en hest med i det løb. Det havde nok været bedst at vente et år, så han var mere hærdet, men det er altså nu, jeg har chancen. Du aner ikke om han er skadet eller syg om en måned At komme til start i Prix d' Amerique vil aldrig ske for mig igen, og derfor starter han selv om betingelserne i de franske storløb ikke er til vores fordel. Jeg vil være kæphøj, hvis vi bare snupper den sidste præmie. Så kommer hele selskabet ikke hjem søndag aften med min gode vilje. Så står den på armbevægelser i Paris' natteliv garneret med liflig champagne, lover den fra Cowboyland-butikkerne kendte tøjmand, Knud Erik Ravn, der sammen med Gunnar Christiansen allerede tog til Paris i fredags. Et eventyr Indtil nu har Legendary Lover K været et vaskeægte H.C. Andersen eventyr for de to nordjyder. Historien om hvordan de fik fat i hesten i USA, har de tidligere indviet Nordjyske Stiftstidendes læsere i, men en god historie kan aldrig fortælles for tit, siger de. Så her er den til glæde for dem, som drømmer om at få en verdenstraver, men som ikke har en velspækket tegnebog. Den korte version tager sin begyndelse i 1998 på Kentucky-auktionen i Lexington. De to nordjyder er med i et rejseselskab, der selvfølgelig også skulle overvære en rigtig amerikansk traverauktion. Ordet overvære er her vigtigt. Normalt sælges babyhestene, som ingen ved om nogensinde kommer til start, for priser mellem en hel og en halv million kr. Men blandt auktionens 470 numre var en enkelt hest, Legendary Lover K, som ingen ville have. Efter at auktionarius havde forsøgt sig med et startbud på 20.000 dollars, krøb han hurtigt ned i 10.000, så 5.000, men stadig bed ingen på. - Da han så sagde 2.500 dollars tænkte jeg, at det da ville lyde flot at komme hjem og sige, at jeg havde budt på en traver på en stor USA-auktion. Jeg stak poten i vejret, men blev dog budt op i 3.100 dollars. Og egentlig var jeg småklukkende begyndt min vej ud på toilettet for enden af bygningen, da jeg undervejs sagde 3.200 dollars. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men næsten ude af selve lokalet kunne jeg så høre auktionarius slå hammeren i bordet og brøle: 'solgt til den herre for 3.200 dollars', erindrer Knud Erik Ravn med et skævt smil. Det gav anledning til megen spot og hån fra de andre rejsedeltagere, men Knud Erik Ravn tilbød galant rejsepartneren Gunnar Christiansen fra Biersted en halvpart. - Måske var det nærmest for at støtte mig, fordi jeg havde rodet mig ud i noget, men efter lidt betænkningstid, sagde han da ok. Jeg tror ikke han har fortrudt siden, storgriner den driftige tøjmand. Og det har Gunnar Christiansen i Biersted helt sikkert ikke. Således har hesten til omregnet 22.000 danske kr. nu indløbet over otte mio. kr. og i mellemtiden har de forretningsmindede nordjyder solgt halvparten af hingsten til en italiensk stutteriejer for en anseligt millionbeløb. Hvilket vil Knud Erik Ravn ikke ud med, men et pænt millionbeløb nikker han bekræftende til. Pensionen sikret Selvom det skulle gå mindre godt på søndag i Paris er der ingen grund til bekymring. De næste to år forventer Knud Erik Ravn, at Legendary Lover K kan begå sig i verdenseliten. Specielt i korte løb på 1.600 og 2.000 meter må hesten regnes blandt verdens 3 bedste. Mens løbskarrieren, der nok er slut om 2-3 år, styres af det nordjyske ejerteam, skal hingstens efterfølgende formentlig særdeles lukrative avlskarriere styres af den nye medejer, stutterifamilien Toniatti. - Ja, det kan da blive svært at bevare den nordjyske pessimisme. Er hans sædkvalitet ok til den tid, kan man - selv på nordjysk - roligt sige, at Legendary Lover K bliver min livsforsikring. Men man kan aldrig være sikker. Se bare på verdens absolut bedste traver, Varenne, der netop har stoppet løbskarrieren, men som nu har problemer med sædkvaliteten, advarer Knud Erik Ravn, der ikke uforståeligt har masser af vitaminrige danske gulerødder med til sit firbenede forsikringsselskab. Selv om Legendary Lover K ikke er nogen særlig stor hest, æder han dagligt kilovis af havre for slet ikke at tale om en utrolig tørst. Om sommeren kan han godt nedsvælge omkring 70 liter vand om dagen, fortæller Knud Erik Ravn. Det får han dog først lov til efter løbet på søndag, hvor han som vanligt skal køres af danske, men i Sverige fungerede træner, Steen Juul. Piskemisbrug Taktikken er allerede på plads. Legendary Lover K skal straks køres til inderbanen, fordi de store franske heste bliver sat til at trykke på i næsten hele banens bredde lige fra start. Alt for mange af den slags hårde løb i sporene er ikke godt for nogen heste. Heller ikke de franske. Det tager de sydlandske trænere dog ikke så tungt, og behandlingen af hestene i et løb som Prix d'Amerique vil få enhver dansk dyreværnsmand op af stolen. Pisken bruges voldsomt og under hele løbet. Og modsat i Danmark og Sverige, hvor man kun må piske 3-4 gange og kuskene ikke må tage linerne i en hånd for bedre at kunne slå, er der ingen regler for den slags i Sydeuropa og i USA. I USA får man sågar bøde, hvis man ikke bruger pisken flittigt nok. Ifølge en særlig form for amerikansk logik, er det den eneste måde, hvorpå spillerne kan se om en hest skulle blive 'bakket' eller ej af kusken, fordi han af fordæktige spillemæssige grunde ikke skulle ønske at vinde. - Det er selvfølgelig en af grundene til, at vi har en dansk træner, som vi kender til at sidde i sulkyen. Han ved godt, at vi ikke vil have ham "slået midt over", men Legendary Lover K vil selvfølgelig blive animeret til at præstere sit yderste, men så er det også det, fastslår Knud Erik Ravn, der kun har en ting, der kan forstyrre hans søvn lørdag nat i Paris. Og det har hverken noget at gøre med listige steder på romantiske Montmarte eller i forlystelseskvarteret Pigalle, hvor det danske rejseselskab bor. Det er heller ikke den franske hest General du Pommeau, som er Nordjyske Stiftstidendes favorit til sejren, men derimod hvis det skulle blive regnvejr. - Så vil vi have alle tænkelige odds imod os, og det hele vil blive en fransk opvisning i råstyrke, hvor vi ikke har noget at gøre slutter Knud Erik Ravn, der selv skal have 800 kr. i plads og 800 kr. i vinderspil på sin hest. Odds hos de franske bookmakerne var sent fredag aften 30 på Legendary Lover K, så der vil blive et pæn gevinst til aalborgenseren i tilfælde af sejr, men kun en klatskilling i forhold til førstepræmien på tre millioner danske kroner.