Hold øje med de ny 200-kroner

Usynligt motiv og hologram gør det sværere at lave kopier

Kunst 7. juni 2003 08:00

Har De lagt mærke til, at vi har fået en ny 200-kroneseddel? Det er ikke sikkert, for de har kun været i omløb siden 9. april i år. Motiverne på for- og bagsiden er de sammen, som den tidligere seddel viste, nemlig med skuespillerinden Johanne Louise Heiberg på forsiden og løven på bagsiden. Det, der er sket, er en opgradering af sikkerheden imod forfalskninger. Det har man gjort ved to yderligere garantier. Denne opgradering fandt allerede sted sidst på året 2002 for 100-kronesedlens vedkommende, som nogle måske allerede har lagt mærke til. Da det nu er meget ofte, at man får både den gamle og den ny 100-kroneseddel i hånden, så lad blot blikket falde på parallelogrammet i øverste venstre hjørne på forsiden, og forskellen træder tydeligt frem. Sådan vil det også hurtigt blive med den gamle og den ny 200-kroneseddel. For 200-kronens vedkommende er bagsidens løve ført om til forsiden i et usynligt motiv, der kun fremtræder, når sedlen belyses med ultraviolet lys. Hvis man bruger dette lys på bagsiden, vil de grønne farver fremtræde synlige, mens de øvrige elementer og farver vil synes mørke. Det er nok ikke lige noget sådant, man har mulighed for at bruge som sikkerhed i den daglige omsætning af pengesedlerne, derfor findes der også en hurtigere tilgængelig kontrolmulighed. Her skal vi igen kikke op på forsidens øverste venstre hjørne, hvor rosetten nu har et hologram, som det kendes fra betalingskort og visse udlandske pengesedler. I hologrammet ses løven fra bagsiden, tallet 200 og CC, som er romertallet 200. Når man vipper sedlen, skifter romertallet størrelse og hologrammet changerer. Bruger man en lup, kan man se, at kanten af rosetten viser en mikroskrift med teksten: "200KR 200KR ---- ". Nye og gamle sedler vil cirkulere sammen, men med tiden vil de gamle sedler helt forsvinde. Nationalbanken regner med, at hele serien af sedler vil være opgraderet i løbet af de næste to år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...