Kroningsmønt vejer tre kilo

7. juni 2003 08:00

I mandags, 2. juni, var det 50 år siden, at den engelske Dronning Elizabeth II blev kronet i Westminster Abbey. Hun havde året før efterfulgt sin far, George VI, på tronen, og nu var hele nationen klar - efter årtier med to verdenskrige, en lang og opslidende økonomisk depression og et svindende imperium - til at samles om det, der måske blev århundredets største folkelige festforestilling. Det var måske de sidste krampetrækninger for det, der bare 50 år tidligere var et imperium, der omfattede en femtedel af Jordens lande og folk. Århundreders tradition føjede fortid og nutid sammen i et svindende imperium og et voksende Commonwealth i en tre km lang kroningsprocession fra domkirken til slottet. Skønt det var i fjernsynets barndom, var der dog snesevis af millioner i Europa, der kunne følge begivenheden i TV, men dog ikke i farver. Det måtte man vente med til optagelserne kom på film i biografen. Der blev slået kroningsmønt, en fem-shilling med dronningen til hest. Kroningsfesten var dyr, og det var i efterkrigstidens kriseår, så der blev ikke penge til at slå mønt i ædle metaller, som ved forgængernes kroninger. Mønten blev slået i kobbernikkel, men skønt crown'en ikke længere blev brugt som kurant mønt, blev der slået mere end fem millioner eksemplarer som samler- og mindemønt. Man kunne så sent som i 1959 gå ind i Bank of England og købe den. Der blev slået 40.000 eksemplarer i proof og omkring 20 stk. i V.I.P. proof i en særlig æske, men alt sammen i kobbernikkel. Nu er det krisetider igen, men krisetider er ikke, hvad de har været, så de fattige er også rige set med datidens øjne. Så der blev sidste år i anledning af regeringsjubilæet slået flere mønter, og der vil komme mønter i år til minde om kroningen. Jeg har valgt at vise den 100 crown, som Pobjoy Mint sidste år lod slå for Isle of Man, fordi den har et motiv af den unge dronning til hest lige som kroningsmønten i 1953. Den er nu slået i sølv af finhed 999, diameter 130 mm, vægt 3000 g og oplag 500 stk. Se det var noget ganske andet end ved kroningen, men der jo også gået 50 år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...