Ny 20-krone med tårn

Nummer to af tre nye mønter er på gaden

7. juni 2003 08:00

1. maj introducerede Nationalbanken nummer to i temaserien med tårne i Danmark på 20-kroner. Denne gang har man valgt dragetårnet på Børsen i København. Dette karakteristiske tårn, hvor de fem snoede dragehaler afslutter det lille tårn, skulle beskytte bygningen mod ildsvåde og fjendeslag. Børsen lod Chr. IV opføre 1618-1624 for at markere Købehavns stigende betydning som handelscentrum. I 1625 blev dragetårnet, hvor de fire snoede dragehaler var udarbejdet af fyrværkerimester Ludvig Heidritter, rejst. Det er jo ikke et af de mange københavnske tårne, som rager højt op over byens tage, men er karakteristisk for skønheden på den tids bygninger, og det viser skønheden i sin spinkle raffinerede form. Tårnet præger møntens bagside, hvor kunstneren Karin Lorentzen har forskudt tårnets placering i forhold til møntens centrale lodret akse og har valgt at koncentrere sig om den nederste del af dragerne. Tårnkammerets lethed understreges ved synsvinklen, der giver mulighed for at se gennem tårnets åbninger. Som en lidt uklar baggrund til venstre for tårnet fremtræder hjørnetårnet på Privatbankens bygning. Møntens forside er den samme, som er brugt på de seneste år 20-kroner med Mogens Møllers lidet smigrende portræt af dronningen. Havde det blot været fremstillet af Thomas Kluge, havde nok været ærligt, men i en kunstnerisk helt anden kvalitet. Mod slutningen af året frigives den tredje mønt i tårnserien. Den vil have tårnet på Christiansborg slot som motiv, men mere om dette her på siden sidst året.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...