Lokalpolitik

På porten med amtet

1. januar er der efter over 300 år ikke mere noget, der hedder et amt

Et godt, gammelt dansk ord forsvinder 1. januar stort set fra normal dansk sprogbrug. I over 300 år har vi i Danmark brugt ordet ”amt” om det regionale forvaltningsniveau. Ordet kommer fra tysk, hvor amt - også i fremtiden! - betyder embede (og hvor en embedsmand kaldes en beamter). Men i Danmark udraderes amtet som begreb, når nytårsklokken falder i slag, og strukturreformen træder i kraft. De tre små uskyldige bogstaver kom i klemme i et politisk opgør. I årevis har politiske partier krævet amterne nedlagt. Amterne var dem, der ikke magtede opgaven med især sygehusene, lød det gang på gang. Da partierne satte sig til bordet for at forhandle om en ny måde at styre samfundet på, var udgangspunktet for flere af partierne, at der i fremtiden skulle være to og ikke tre forvaltningsled i Danmark. Det politiske kompromis blev tre led med det midterste, det regionale, som dét med mindst muskelkraft. Nogen måtte bøje sig og acceptere, at der blev tre forvaltningsniveauer. Til gengæld skulle det tredje forvaltningsled have så lidt som muligt at gøre med de forkætrede amter. Og amt - det skulle barnet i hvert fald ikke hedde, konstaterer samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet: - Når nu opgaverne bliver meget færre, er der selvfølgelig fornuft i at anvende et andet navn. Men først og fremmest er der massevis af politisk symbolik i navneskiftet. De Konservative og Dansk Folkeparti ville have amterne afskaffet. Og selv om vi fortsat vil have et tredje forvaltningsled, kan de to partier nu med rette sige, at de fik amterne afskaffet, siger samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. Kun for historikere Dansk Center for Byhistorie, som er et fem år gammelt forskningssamarbejde mellem Aarhus Universitet og Den gamle By i Århus, har i anledning af strukturreformen gransket amternes historie. Centrets leder, lektor Søren Bitsch Christensen, siger, at amt altid har været et synonym for forvaltningen af de opgaver, den enkelte kommune var for lille til, og som staten ikke skulle tage sig af. - Det er langt fra første gang, man ændrer geografiske grænser og opgavefordelingen, samtidig med at man uændret kalder forvaltningsniveauet for amt. Så havde man villet det, ville der intet være i vejen for at kalde de nye regioner for amter, mener Søren Bitsch Christensen. Han er sikker på, at ordet amt hurtigt vil glide ud af daglig sprogbrug. - I fremtiden bliver amt stort set udelukkende noget, vi historikere taler om, mener han. Vi skal helt tilbage til 1662 for at finde det første amt. To år tidligere var den danske konge blevet enevældig, og det førte til, at middelalderens len blev ophævet. En kongelig ordre fastslog i 1662, at lenene for fremtiden skulle kaldes amter. Hvert amt skulle have en amtmand som leder. De 49 amter blev hen ad vejen lagt sammen, så der i 1793 var 24. En stor reform i 1793 skulle gøre amterne mere ensartede i størrelse, og efter at der var trukket nye streger på kortet, blev resultatet 18 amter, heraf ni i Jylland. I spidsen for amtet stod en amtmand. Amtmanden skulle især kontrollere, at alt gik ordentligt til. Indtil 1868 over for alle embedsmænd, fra 1868 kun over for ansatte i de landlige sognekommuner, mens købstæderne fik deres egen lovgivning med Indenrigsministeriet som tilsynsmyndighed. Med tiden kom der et amtsråd, som valgtes af sognerådenes medlemmer. Amtmanden var formand. Fra 1960 blev amtsrådets medlemmer valgt direkte af de vælgere, der havde valgret til sognerådene. Men formanden var stadig den ansatte embedsmand amtmanden. Det sidste blev der ændret på i 1970. Da fik amtsrådene for første gang en politisk valgt formand - kaldet amtsborgmesteren. Amtmanden blev i stedet chef for en statslig, regional myndighed, der blandt andet beskæftigede sig med skilsmisser, adoptioner og andre sociale opgaver. Stiftamtmand består I Nordjylland har amtmanden - der i dag formelt set hedder statsamtmand, fordi han er leder af Statsamtet Nordjylland - imidlertid også haft en anden titel. Han har også været stiftamtmand og dermed været den lokale verdslige leder af folkekirken. Og mens alt andet, der smager det mindste af amt, forsvinder fra 1. januar med strukturreformen, overlever ordet amt i kirkeligt regi. Den nuværende nordjyske statsamtmand, Claus Rosholm, skal fra årsskiftet, hvor han står i spidsen for statsamtets afløser, Statsforvaltningen Nordjylland, kalde sig statsforvaltningsdirektør, når han varetager denne funktion. Men en direktørtitel passer ikke til kirkens verden, konkluderede kirkeminister Bertel Haarder, da lovgiverne skulle forholde sig til dette aspekt af strukturreformen. Derfor hedder Claus Rosholm - også efter 1. januar - stiftamtmand. Men bortset fra dét er amt snart et begreb, der udelukkende skal skrives i datid.