Mellemøsten

Respekt for andres synspunkter

MELLEMØSTEN: Enten der er tale om stridslystne skoledrenge eller søskende for den sags skyld, som for god ordens skyld skal forhindres i at fare i totterne på hinanden, så er der intet bedre råd end at holde dem uden for hinandens rækkevidde. Ud fra den bagtanke forsøgte jeg gennem mit synspunkt forleden at fremføre nogle tanker om konflikten i Israel. Som jeg oplever det og skrev, vil det være væsentlig for de to stridende parter og for alle andre, at de to parter holdes uden for hinandens rækkevidde, idet de skal forpligte sig til at holde sig bag vedtagne demarkationslinier. Det kan der vel ikke være noget énøjet i. Det burde blot være gennemført for længe siden. Jeg kan forstå, at et par herrer, Torben Greve Svensson, Nørresundby, og Jan Andersen, Aalborg, har aflagt besøg ved Mimers Brønd for at skaffe sig visdom mod at ofre det ene øje. For begges vedkommende blev det tilsyneladende et kostbart besøg, for reaktionerne på mit synspunkt viser, at visdommen udeblev, men besøget kostede et øje. Alene overskriften "Jøderne begyndte" kan da ikke være skrevet med to øjne og begge hjernehalvdele i brug. Når Jan Andersen tillader sig at nedgøre mit synspunkt som "rendyrket vrøvl", hvad skal jeg så kalde hans? Skal udveksling af synspunkter give mening, må man respektere hinanden, og - hvis man evner det - vise god vilje til forståelse af en anden part. Den aggressive facon tjener intet formål, og ved at nævne mit navn så ofte i indlægget, går man "efter manden i stedet for bolden". Jeg blev i hvert fald ikke klogere af de fremførte synspunkter. Hvad jeg skrev, det skrev jeg. I mit synspunkt bestræbte jeg mig for at komme med en afbalanceret vurdering. Enhver, der har læst i Bibelen, ved, at striden mellem jøder og arabere er så gammel som de to folkeslags historie. Folkeslagene har tilsyneladende aldrig lært at leve fredeligt i hinandens nærhed. At stridighederne i nyere tid bryder ud i lys lue skyldes, at jøderne som en art kompensation for jødeforfølgelser i tiden før og under 2. verdenskrig blev tildelt eget landområde. Ved FN-beslutning fik jøderne lov til i 1948 at grundlægge staten Israel i Palæstina. Men den gensidige modvilje forstærkes af, 1) at der er tale om folkeslag med to uforenelige religioner og af, 2) at så mange mennesker skal leve på et beskedent landområde. Af begge årsager øges kravet om en skarp adskillelse mellem de to folkeslag på tilsvarende måde som mellem Israel og Jordan. Begge parter har krav på eget område, hvor den anden part ikke har noget at komme efter. Når hverken den ene eller den anden part respekterer de i sin tid vedtagne grænselinier, må der genforhandles, indtil enighed er opnået om, hvor rimelige demarkationslinier skal gå. Med FN's mellemkomst skal begge parter tvinges til at respektere disse. Skønt der ikke er meget land, kan der over en årrække etableres en demilitariseret stødpudezone mellem de to parter, hvor kun FN-enheder må færdes.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst