Solens blomst trænger vinteren bort

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Plukkes erantis ind, giver de det sidste, de har i sig.

Kolde nætter og stadig snedækkede haver, men nu med mage flere huller og netop her, ikke huller i vejene, men mellem hullerne under træerne, under hækken, der hvor den lave sol lige akkurat kan krybe ind, der står den, den glade gule forårsbebuder, der har været så uendelig meget igennem, før den fik kræfter til at sætte blomst. Erantis er det selvfølgelig. Den skal samle mange kræfter for at komme frem. Ikke nok med, at jorden er dybfrossen på den tid, hvor den er i blomst, men det kræver også mod at stikke snuden over jorden og fortælle, nu er jeg her. Mod fordi, snart kan kulden sætte den på standby, og snart skifter vejret, så den igen kan blive dynget til med sne. Ind i mørket som den endelig slap ud af. Erantis griber chancen, mens den er der. Den er modtrækket til vinteren og i modsætning til sommerblomsterne, der stort set alle sås, for bare et par måneder senere, ja til tider mindre, at komme i blomst, så er erantis fire år om at blomstre, og det lykkes kun, sådan rigtigt i haven, hvis den kan få fred til at samle sig. Roder du for meget rundt med riven, eller det der er værre, vælter du planten om kuld. Roderi gør meget mere ondt end kulde. Den dør af det. Det har den slet ikke fortjent, så der hvor du har erantis, skal jorden bare være i fred. Belønningen får du til gengæld. Trofast kvitterer den for din påpasselighed og din omsorg, og kaster alle sine børn ud i favnen på dig eller måske mere korrekt, kaster dem ud omkring sig, så den dels kan holde øje med dem, dels hjælper dig med et endnu gladere forår. Et gult tæppe, der glimter smukt i det hvide eller det grønne, og som de første summende bier flirter omkring. Også de har brug for den solfarvede erantis, hvis pollen er fyldt med næring.