Spild af læsernes tid

@Brød.9.uncial.Taz:? Kære Kjeld Bjerre - dine artikler er for det meste meget interessante, men i forbindelse med historien om magnetisme synes jeg, at du kører helt af sporet. Først skriver du en hel artikel, hvor du bemærker, at du ikke aner noget om magnetisme. Den artikel er jo totalt værdiløs information. Weekenden efter bruger du det meste af en helside til at beskrive elementær børnelærdom om magnetisme, som kunne stå på højst en kvart avisside. Helt ærligt - det er spild af læsernes tid! Venlig hilsen Peter Holst @Brød.9.uncial.Taz:! Kære Peter Holst - jeg er ked af, at artiklens niveau har skuffet dig. Især fordi jeg netop har læst artiklen igennem en ekstra gang og faktisk synes, at den er ret hæderlig - eller sagt med andre ord: Mine evner rækker ikke længere. I øvrigt har jeg - bare for sjov - spurgt et par elektrikere, hvad strøm og magnetisme er. De er begge ganske kvikke i pæren, men deres svar var ikke desto mindre ret vævende - for nu at sige det pænt! Begge mente eksempelvis, at strøm ER elektroner - men faktisk er elektronerne konkrete små partikler, som blot er bærere af den elektriske ladning - nærmest som havde de et lille batteri spændt på ryggen. Elektronerne er altså ikke i sig selv elektrisk energi, men blot transportører af den elektriske ladning, man påfører dem på el-værket - og energitransporten sker ikke igennem ledningen, men i et felt omkring den. Men hvad er en elektrisk ladning så? Jamen, det er der - hvis jeg har forstået det ret - ikke rigtigt nogen, som ved! Akkurat som heller ingen kan sige, hvad magnetisme er - medmindre vi opererer med begreber som Guds vilje og den slags. Det er - som vores flinke professor i fysik, Jens Ulrik Andersen, forklarede - fænomener, som vi kan beskrive i hoved og mås, og opstille et hav af teorier og regler for. Men vi kan ikke i den dagligdags forståelse af ordet sige, hvad det “er”. Og for mig personligt kom den erkendelse som en lettelse - og jeg forsøgte at give den videre til læserne som et glædeligt budskab: Hvis du på trods af højere realeksamen og indtil flere AOF-kurser heller aldrig har fattet, hvad strøm og magnetisme “i grunden er”, så fortvivl ikke - det er der nemlig ingen, som ved. Der er bare nogle, som tror, at de ved det. Men det er bare fordi, de ikke er så kloge - som os, som har forstået, at der er noget, vi ikke kan vide ... Venlig hilsen Kjeld Bjerre