Store skader på planter i vente

Saltskader viser sig først i forsommeren

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vejsalt på vejene kan gøre store skader på plantelivet. Skaderne viser sig først til sommer. Foto: Grøn Kommunikation

Vi skal 14 år tilbage for at finde en tilsvarende vinter som den i år, og dermed også mindst 14 år tilbage for at finde et så stort saltforbrug, som veje og miljø har været udsat for. På de små privatveje og langs fortove oplever man typisk en stærk overdosering af salt, og følgen kan meget let ses som skader på planterne i løbet af forsommeren. Mange blade vil se svedne ud og til den tid undrer man sig sikkert, fordi vinteren så for længst er glemt. Planternes blade optager under normale forhold salt, men når vi salter, får bladene en langt større koncentration af salt. Det medfører, at bladene indtørrer eller svides, de bliver brune og falder af. Det vil især ske, hvis forårsmånederne mart og april bliver meget tørre, mens en mere våd marts og april vil gøre livet betydelig mere behageligt for planterne, fordi saltet så enten skylles væk eller fortyndes væsentligt. Saltmængden i år har været lige så rekordagtig som vejret. Skandinaviens eneste saltfabrik Akzo Nobel Salt producerer normalt 12.000 tons salt om ugen og omkring halvdelen af dette som vejsalt. I år var de 65.000 tons, som virksomhedens lager rummer, tømt i løbet af de sidste 15 dage af december. Det er selvfølgelig kommunerne og staten, der anvender mest salt og fortrinsvis til veje, cykelstier og fortov. Stort privat forbrug Hvad de private anvender, er der ikke tal på, mens byggemarkeder, brugser - og hvem der normalt ligger inden med den slags - hurtigt løb tør for salt, så forbruget er i al fald stort, og generelt overdoseres der kraftigt og langt mere end nødvendigt i den private andel. Man kunne jo så tro, at en overdosering ville forebygge ny is og snedannelse, men meget af saltet føres væk med vind eller smeltevandet, når is og sne tør op blandt andet som følge af saltforbruget. Måden at nedbringe forbruget på er at rydde for sne. Hvis den enkelte grundejer, der endnu selv kan gå og kravle, blot anvendte ti minutter til at trække en spor med sneskraberen, inden sneen pakkes af kørende biler, så var der en bane som avisbuddet, reklamebuddet, posten og den gående kunne benytte. Hvis ikke man er hurtig, for eksempel en tidlig morgen før man tager på job, eller sen aften efter man er kommet hjem fra motionscenteret, hvor sneen tit falder, så får man en kompakt sne, der tager mere end ti minutter at rydde. Når vejen eller fortovet så ikke er ryddet, så rydder man den dårlige samvittighed med salt, men der skal ret store mængder til at tø fastkørt is og sne fast. Typisk er det nødvendigt at bruge en dosis på 30-40 gram salt pr. kvadratmeter. Det gør vejdirektoratet, når de anvender tør salt, mens privatmanden bruger seks gange så meget, nemlig 90 – 180 gram, fordi saltet her typisk spredes ud med hånden. Vi har i en tidligere artikel fortalt, at for at spare på saltet og for at gøre det mere effektivt, anvender Vejdirektoratet en saltlage, der består af 23- 25 procent vand og resten salt. I nogle tilfælde bruger man fugtet salt, hvor man bruger 70 procent tør salt og blander det med en 30 procent saltlage. Hjemmelavet At lave en hjemmeproduceret saltlage, er flere ifølge vejfolk noget, privatfolk ikke selv skal eksperimentere med, fordi det slet ikke er så let at få opløst saltet. Anlægsgartnernes blad Grønt Miljø har trodset fagfolkene og kastet sig ud i et forsøg, der er værd at skrive om, fordi det alt andet lige kan gavne miljøet og den privates pengepung. Grønt miljø har taget et kilo eller en liter vand og under omrøring gradvist tilsat køkkensalt, der er det samme som vejsalt, men i en finere og mere effektiv form, dog 15 procent dyrere end vejsalt. I første omgang gik forsøget ud på at se, hvor meget salt man egentlig selv kan omrøre i vand, dermed hvor høj en koncentration man kan lave. Først omrørte man 200 gram salt, dernæst blev dosis op til 300 gram for så at slutte ved 360 gram pr. liter. Fra 200 gram og op til 300 er det vanskeligt at røre saltet ud, og over 360g er det næsten umuligt. Dernæst lavende man en blanding med fem liter vand til et kilo salt, altså en 20 procents opløsning. Saltlagen blev hældt i en almindelig vandkande og som tud satte man en spredebom, det vil sige en spreder der er 60 cm bred og som ikke i almindelighed følger med, når man køber vandkande. Blandingen blev spredt ud på 50 kvadratmeter indkørsel og fortov (anlægsgartnernes journalist ved nok ikke at salt ikke er godt for beton) svarende til en dosering på 20 gram tørt salt pr. kvadratmeter og i en ganghastighed svarende til tre km i timen eller 2 sekunder pr. kvadratmeter. Det er den tid, det tager at tømme kanden på 50 meter. Fortovet var ryddet for sne, men stadig glat af is. Effekten var i orden, men kunne under de givne forhold være bedre, og blev det ved en lidt stærkere dosering. Frostgrader, islagets tykkelse har betydning. Ud fra testen er et helt store problem, at der ikke er udviklet udstyr, der er godt nok til at sprede midlet ud. Her skal der dog ikke meget udvikling til for at få en bedre spreder, så det burde være en let sag for de, der i forvejen producerer vandkander. Det er bare med at komme først, markedet er der. Alternativt - men stadig salt som alternativ - foreslår Grønt Miljø, at man producerer en større saltbøsse end bordmodellen og bruger fint køkkensalt. Selv om det er 15 procent dyrere, virker det hurtigere. Kilde: Grønt Miljø nr. 2 2010