Terrassens ædle træ har fået alger

En velholdt træterrasse er smuk at se på. Arkivfoto

En velholdt træterrasse er smuk at se på. Arkivfoto

@Brød.9.uncial.Taz:? Hej Kjeld Bjerre - vi har en 80 kvm terrasse af hårdt eksotisk træ - garappa. Terrassen er fem et halvt år gammel, og vi har kun givet Wolfs grundingsolie en gang, da den var helt ny. Vi ønsker ikke at vedligeholde med olie, så må træet holde, så længe det kan. Men med hensyn til den algedannelse, der sker i løbet af vinteren - den er allerede begyndt - så vil vi gerne fjerne den med et middel, som ikke er hårdere ved træet end strengt nødvendigt. Altså ikke udpiner det. I foråret fik det en omgang med Rodalon, og det virkede da nogenlunde godt. Vi syntes ikke, at hele det grønne skær forsvandt, men træet havde nu også været temmelig snavset til af jord. Kan Borups algerens være lige så godt? Kan man vande terrassen med en blanding af vand og kaustisk soda, således som man kan gøre på et fliseområde? Altså uden at det udpiner træet, når vi nu ikke vil efterbehandle med olie. Eller har du andre gode ideer til løsning a problemet? Med venlig hilsen, B. Kilstoft @Brød.9.uncial.Taz:! Hej Bodil Kilstoft - jeg må sige, at du er en krævende dame: Du gider ikke at vedligeholde med olie - du gider ikke at feje og skrubbe - og du synes ikke, at Rodalon er godt nok. Men du vil absolut have en blæret terrasse af træ, og den skal den ondelynemig være ren og fin - helt af sig selv! Sådan spiller musikken ikke ... Undskyld - jeg fik bare lige lyst til at dele en skideballe ud, og så gik det altså ud over dig. I virkeligheden har du det jo bare som alle vi andre: Vi vil have det hele, og det skal se ud som nyt, men vi har ikke tid til at holde tingene ved lige, og derfor køber vi alskens hokus-pokus, som påstår at klare alle problemer i et magisk snuptag. Men det findes ikke. I har valgt at bygge terrassen i en mørk og hård træsort (som jeg aldrig har hørt om, men pyt nu med det) - den skal nok holde i mange år, uanset om den bliver holdt eller ej. Men træet vil i løbet af få år blive gråsort i stedet for den fine brune farve, man ser i reklamerne. I virkeligheden er det umuligt at holde især de vandrette flader brune. Om man så pjasker terrassen ind i olie 3-4 gange om året, vil den langsomt, men sikkert blive mørkere og til sidst nærmest sortspættet af uskønne oliekager - altså når den ikke lige er grøn af alger. Akkurat som havemøbler, hvis man ikke sætter dem ind i garagen om vinteren. Man gør altså klogt i på forhånd at se i øjnene, at terrassen før eller siden bliver mørk - grå, når den er tør - sort, når den er våd. Og så er der efter min mening ingen grund til at spilde tid, penge og forhåbninger på at behandle med olie. Men hvordan slipper man så for algerne, som ikke bare gør træværket grønt, men også klistret og glat i “vådt føre”? Aller først skal vi lige huske, at det er forbudt at “bekæmpe” alger med midler, som ikke er godkendt til formålet, og det er Rodalon og andre klormidler eksempelvis ikke. På den anden side er det ikke direkte forbudt at “gøre rent udenfor” - heller ikke med klormidler, men lad os sige det sådan, at Miljøstyrelsen opfordrer kraftigt til, at vi ikke gør det, da midlerne nedbrydes på en måde, som resulterer i ophobning er nogle ret uheldige stoffer. Det er altså ikke noget, som jeg hverken vil eller kan anbefale. Personligt giver jeg hvert forår vores havemøbler en gang brintoverilte og en kraftig omgang med skrubben. Så bliver de fint lyse og holder sig pænt lysegrå sommeren over. Men i løbet af vinteren kommer algerne igen, så det er forfra til næste forår, og sådan vil det også være med jeres terrasse. Om kaustisk soda vil være mere holdbart - måske. Jeg tvivler, men hører meget gerne om det, hvis nogen har erfaringer med det - altså kaustisk soda som behand.... øh, langtidsvirkende rengøring af træværk. Om det vil “udpine” træet - ja, uden tvivl. Der sker en affedtning af træets overflade - men det er jo derfor, vi bruger særligt modstandsdygtige træsorter til sådanne formål: Skibsdæk, bolværker, broer og altså terrasser. Formålet er faktisk IKKE, at træet skal være brunt, men derimod at det kan tåle at stå udenfor i alt slags vejr uden at gå til i råd og svamp. Venlig hilsen Kjeld Bjerre