Arbejdsmiljø

Udbredt begejstring for BST

Arbejdsgiverorganisationerne er på kollisionskurs med deres egne medlemmer, når de stiller spørgsmålstegn ved kvaliteten af BST-ordningen, mener LO. Ifølge en undersøgelse fra Teknologisk institut gør de BST-pligtige virksomheder flittigt brug af bedriftssundhedstjenesten og er meget glade for den. - Dermed har vi fået bevis for, at kvaliteten af BST er i top, og derfor bliver arbejdsgiverne nødt til at droppe deres mange angreb på BST-ordningen. 80 procent af lederne på de virksomheder, der bruger BST, er tilfredse med ordningen. De mener, at BST har medvirket til forbedringer af virksomhedens arbejdsmiljø, siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert. Hun kritiserer arbejdsgiverne for, at de har afvist at medvirke til at sætte en uvildig undersøgelse i gang. Den LO-bestilte undersøgelse viser, at BST-rådgivningen er blevet endnu bedre i løbet af de sidste år. Og BST-brugerne har et bedre arbejdsmiljø end de, der bruger BST. - Mange virksomheder sætter ikke penge af til en forebyggende indsats på arbejdsmiljøområdet, og vi kan jo se, at de virksomheder, som anvender BST, arbejder langt mere målrettet og forebyggende med henblik på et godt arbejdsmiljø end dem, der ikke anvender BST, siger Marie-Louise Knuppert. LO mener forsat, at der er et akut behov for at udbygge BST-ordningen for eksempel på områder som rengøring og transport. - De økonomiske og menneskelige omkostninger er langt større, hvis man venter med at betale regningen, til det dårlige arbejdsmiljø viser sig i form af højt sygefravær og stigende sygehusudgifter, siger Marie-Louise Knuppert. Undersøgelsen viser, at BST forsat er virksomhedernes primære arbejdsmiljørådgiver. Kun 15 procent benytter sig af andre konsulentfirmaer.