Vandskade hindrede sæsonstart i ungdomsklub

Østervrå Ungdomsklub mangler penge til nyt gulvtæppe

Øster Vrå 2. september 2002 08:00

ØSTERVRÅ: En forventet sæsonstart i Østervrå Ungdomsklub pr. 1. september må udsættes på ubestemt tid på grund af en større vandskade i lokalerne. Dog forventer bestyrelsen at have en afklaring af problemerne inden 1. oktober. Bestyrelse, brugere og personale i Østervrå Ungdomsklub havde store forventninger til den kommende sæson, som normalt går i gang 1. september. En stor vandskade i løbet af sommeren, ser nu ud til at have sat en stopper for de planer. Klubbens gulvtæpper er nemlig så medtaget, at det ikke er muligt at opholde sig i lokalerne. Hele foråret har man haft travlt med at få klublokalerne renoveret og gjort mere brugervenlige, så byens og oplandets unge kunne have et hyggeligt sted at mødes. Klubben blev i november 2001 udsat for et omfattende indbrud, hvor alt af værdi blev fjernet fra lokalerne. Dertil kom, at stedet i det hele taget trængte til en kærlig hånd. Derfor blev der taget kontakt til lokale erhvervsdrivende, som var behjælpelige med forskellige tilskud til maling og andre materialer, så der for små midler og en god portion frivillig arbejdskraft blev skabt et mere indbydende sted. Efter sommerferien kunne man imidlertid konstaterer, at der havde været en stor vandskade, hvor vand fra kælderens kloakker har stået op i lokalet, og har ødelagt klubbens gulvtæppe. Klubbens bestyrelse har i øjeblikket ingen overblik over, hvordan man skal få penge til et nyt gulvtæppe. Et foreløbigt indhentet tilbud på nyt tæppe beløber sig til kr. 36.000,-, og det kan man på ingen måder udrede af det i forvejen meget beskedne budget. I øjeblikket venter bestyrelsen på svar fra forsikringsselskabet og forvaltningen om tilsagn om økonomisk hjælp, så der igen kan komme liv i Østervrå Ungdomsklub. I den nye sæson kan brugerne i øvrigt vente et gensyn med kendte ansigter blandt personalet, dog skal klubben havde ny daglig leder. Bestyrelsen har netop opslået stillingen med ansøgningsfrist pr. 10. september. Klubben har normalt åbent tre aftener om ugen, og tilbyder forskellige faciliteter, som kan benyttes af unge fra 6. klasse og opefter. ÅB

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...