Vi vil ikke have mega-institutioner

Børnepasning 8. oktober 2002 08:00
IKKE GODT NOK: Det er ikke godt nok, når Venstre-flertallet i byrådet vil bestemme hen over hovedet på børn, forældre og pædagoger. Det er beskæmmende for demokratiet, at vigtige beslutninger hastes igennem, fordi høringsfaserne er så ultrakorte. Det er ikke godt nok, når der kastes nye besparelser på banen i sidste øjeblik. Når tal-jonglering afløser væsentlige diskussioner om, hvad det er, vi ønsker for vores børn. Det er ikke godt nok, når forældre og pædagoger føler, at de er til grin, fordi der tilsyneladende ikke er vilje hos de folkevalgte til at lytte og forstå. Det er ikke godt nok, når de ansvarlige politikere drømmer søde drømme om mega-institutioner og stordrifts-fordele, som om det er en griseproduktion, der skal gøres mest muligt rentabel. Vi vil ikke have disse kæmpestore børnefabrikker. Enhver forælder ved, at der er forskel på at aflevere sit treårige barn på en stue med 18 børn eller en stue med 25, som snart kan blive den barske virkelighed på Toppen. Erfaringerne fra en midlertidig udvidelse af børnetallet skræmmer i den grad. Det er ikke godt nok, når flertallet af lokalpolitikerne synes, at det er glimrende at lukke fritidshjemmene, når børn, forældre og personale ikke synes det. Spøjst, at netop Venstre, der går ind for valgfrihed, vil begrænse den i Støvring. Det er ikke godt nok, at SFO'erne i Støvring by blæses op til gigantstørrelse. Det er ikke godt nok, når byrådet gang på gang luller sig ind i den tro, at det vedtager en fremtidssikret løsning på børnepasning - og så bliver overhalet indenom. Det er i det hele taget ikke godt nok med de besparelser, der er lagt frem. De vil få stor betydning i det daglige liv. Et konkret eksempel: de samlede besparelser på Toppen vil koste ca. 75.000 kr. Det lyder vel ikke så galt. Men det er en tredjedel af budgettet for aktiviteter som udflugter, koloni, mælk og møbler. Børnehaven har nu ikke råd til at tage til børns fødelsdage. Derfor er det på høje tid at tage børn, personale og forældre alvorligt. Derfor skal der tænkes nyt, langsigtet og utraditionelt. Derfor: Væk med de ødelæggende besparelser. I politikere kan nå det endnu, hvis I har modet til at handle. (forkortet, red)
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...