B52 vil samle elite

Fælles overbygning skal skabe damehold i den bedste liga.

Fodboldklubben B52/AFC har i årtier været Aalborgs flagskib inden for kvindefodbold, men hverken byen eller klubben har i en årrække været repræsenteret på højeste niveau. Samtidig oplever B52/AFC, at den mister flere af de talenter, som blandt anet har været til landsholdssamlinger, fordi spillerne rejser til klubber på et højere niveau. - Det kan ikke passe, at landets 4. største by ikke har et hold i den bedste række, 3F Ligaen, siger Helle Eskildsen, formand for B52/AFC. Fælles elitehold Derfor har klubben inviteret ikke alene naboklubber - særligt AaB, Aalborg Freja og Vejgaard - men også oplandsklubber til et samarbejde, men hidtil forgæves. - Vore ide er at gå sammen om en fælles overbygning med elitehold for damesenior og U/18, siger formanden for B52/AFC, der som eneste klub i Aalborg har et hold i landets bedste række for U/18 piger, nemlig DM-rækken. En anden af initiativtagerne, Steen Olesen, pointerer, at B52/AFC ikke kommer med nogle krav. - Vi har på forhånd ingen mening om farven på trøjen, holdets navn, eller spillested. Det vigtigste er få skabt et grundlag for et elitehold, som alle deltagende klubber har en aktie i, og som vi er sikker på også erhvervslivet vil finde interessant at støtte, siger han. Talenter rejser ud af byen Alternativet er, at B52/AFC må se mange af sine talenter folde sig ud på højere niveau i andre klubber. Klubbens U/18 træner Kurt Larsen oplyser, at ud af de 15 spillere på årgangen, som har været til landsholdssamlinger, er der nu blot otte tilbage. To spillere er skiftet til AaB, tre er rejst til Fortuna Hjørring, en spiller er skiftet til Skovbakken, og den sidste er Lærke Møller, som helliger sig en karriere på håndboldbanen. - Men det er tåbeligt at sende spillerne ud af byen. De kan lige så godt blive i Aalborg. Mange andre steder er der dannet overbygninger, og det er vejen frem, siger Kurt Larsen og peger på de tre bedst placerede klubber i U/18 ligaen, nemlig Team Viborg, Kolding og Horsens. Det vil også lette arbejdet med at finde kvalificerede trænere og dygtige ledere. Fremme første gang i 2006 Helle Eskildsen afviser, at tanken er født, fordi AaB er højere placeret hos dameseniorerne og kan være på vej til at overtage B52/AFCs rolle som Aalborgs flagskib i kvindefodbold. - Vi præsenterede ideen første gang tilbage i 2006, og den gang var AaB slet ikke så højt placeret, siger hun og peger på, at B52/AFC stadig rummer byens fødekæde, når det gælder ungdomsspillere på højt niveau. Men selv om ideen hidtil ikke har fundet jord at gro på, så har B52/AFC endnu ikke opgivet. - Vi prøver at sætte spillerne i fokus og på at finde fælles fodslag, siger Helle Eskildsen