Både dronning og prinsesse ta’r imod

Dronninglund Borgerforening har rejst en prinsesse-skulptur ved indkørslen til Dronninglund

DRONNINGLUND:Dronninglund har fået en endnu flottere indgangsportal. Det konstaterede idémanden til skulpturen ”Prinsessen”, der blev afsløret i Slotsgade i Dronninglund – over for ”Dronningen”. Manden, der har formet ”Prinsessen”, er kunstneren Flemming Johansen fra Frederikshavn. Et gammelt egetræ, der er fældet i Sømosen, er omdannet til ”Prinsessen”. Det var formand for Dronninglund Borgerforening, Lars Christensen, der foretog afsløringen af skulpturen. - Det er ikke sjældent, at nogle stopper op for at kigge på ”Dronningen”. Vi må håbe, at ”Prinsessen” mødes med lige så stor interesse. Lars Christensen sagde, at resultatet er imponerende i og med, at Flemming Johansen har brugt så grove redskaber som en motorsav og en vinkelsliber. Lars Christensen foretog afsløringen med håbet om, at Dronninglund fortsat vil være en god handelsby og en god by at bosætte sig i. Bendt Danielsen, der er én af idemændene, sagde, at placeringen i Naturparken er med til at forskønne området. Ole Steen Jensen, der er medlem af aktionærrådet i Spar Nord Bank i Dronninglund-Hjallerup, overrakte et beløb fra Spar Nord Fonden. Ole Steen Jensen oplyste, at der er delt 130.000 kr. ud i Dronninglund-Hjallerup-omr¨det til kulturelle formål. - Dronningemoderen har stået i ensom majestæt, og vi er glade for at kunne bidrage til, at der nu også placeres en ”Prinsesse” ved indkørslen til Dronninglund. Bent Danielsen oplyste, at projektet er blevet muligt takket være Spar Nord Fonden, Dronninglund Borgerforening, Dronninglund Kommunes Kunstfond samt PM Skilte. Flemming Johansen fortæller, at det har taget ham nogle dage at forme skulpturen. Han arbejder også i sten og bronze. - Men træ er det blødeste. Det er et godt materiale, at arbejde i, siger han. Flemming Johansen arbejder en del i træ, fordi der er så mange elmetræer, der er gået ud. Han fortæller, at skulpturen skal behandles to gange om året. Ifølge Flemming Johansen kan skulpturen leve i mange år.