EMNER

Bådebygger på vinterarbejde

Finn Nielsen, Løgstør Bådebyggeri, skal renovere en "haj" fra 1905

LØGSTØR:Der er fyldt godt op i Løgstør Bådebyggeri lige nu, hvor en 12 meter lang båd fra 1905 ligger og venter på, at bådebygger Finn Nielsen skal tage sig kærligt af den. Det gør han gerne: - Det er en spændende opgave, lyder det fra bådebyggeren, som nu har arbejde nok til hele vinteren. Båden er en såkaldt "haj" lavet af skibsbyggemester Dolmer, som virkelig kunne sit kram. - Den har råd forskellige steder, men den har nu klaret sig godt i forhold til sin alder, siger Finn Nielsen. Men intet varer evigt og slet ikke træbåde, så nu må håndværkeren i aktion. Båden, som lyder det fornemme navn "Guldborgsund", skal have en helt ny forstævn. Træet har det ikke for godt efter de mange år i vandet. Agterstævnen fra køl til dæk skal også skiftes. Dertil kommer nogle planker, ligesom rælingen skal løftes lidt agter. Den er sunket lidt med årene. Finn Nielsen har allerede skaffet de 12 kubikmeter dansk egetræ, der skal bruges. Opgaven er ganske speciel på grund af "Guldborgsunds" specielle form. Stævnen er næsten lodret, hvorimod dækket stikker langt bagud i forhold til skruen. Det har sin særlige årsag: Beskatningen af båden, som blev beregnet efter skibets størrelse fra stævn til skrue. Så for at få ekstra plads på dækket, blev det bygget agterud og rækker derfor forholdsvis langt ud over skruen. Det var en ganske praktisk konstruktion, fordi skibet blev benyttet til fiskeri med vod, der blev halet op agter og dermed i sikker afstand fra skruen. "Guldborgsund" var en af de første hajer, de blev bygget. Den var nu ikke lige populær overalt. Før "hajernes" tid foregik vodfiskeri ved, at der blev sejlet ud i et skib, og fra det blev en jolle søsat. Mandskabet i jollen roede derefter ud med vodet og vendte tilbage til moderskibet, så vodet kunne trækkes ind. Så fandt en snedig sjæl på et andet system, hvor vodet blev gjort fast til ankeret og sejlet ud af moderskibet. Det gik langt hurtigere, og derfor fik disse skibe tilnavnet "hajer", der jo nærmest snuppede byttet for næsen af de andre. I dag bruges "Guldborgsund" til sejlads af en ungdomsinstitution i Aalborg.