Lokalpolitik

Bådelaug overrasker politikere

Ærgeligt at Attrup Havn ikke fik blåt flag, siger byrådsmedlemmer

ATTRUP:Når turister til sommer sejler på Limfjorden, kan de ikke se et blåt flag vaje ved Attrup Havn. Flaget er ellers et signal om, at havnens service, renhed og miljø er ok - og kan derfor få flere udenlandske gæster til at tøjre deres båd i havnen. Derfor ærgrer flere politikere i Brovst sig nu over, at Attrup Bådelaug har valgt ikke at søge om et blåt flag i år. - Det er ærgeligt, at bådelauget ikke har sendt en ansøgning, siger borgmester Mogens Gade (V). Friluftsrådet udsteder de blå flag herhjemme. De blå flag er for eksempel et signal til turister om, at man ikke løber en risiko ved at bade i vandet og fungerer på denne måde som en blåstempling, et kvalitetstegn for udenlandske gæster i danske havne. Og turisme er i høj kurs i Brovst Kommune. - De blå flag betyder meget for turister og lokalområdet. Derfor har jeg taget kontakt til Friluftsrådet for at høre, om vi ikke kan nå at få et blåt flag godkendt i år, borgmesteren. For omfangsrigt Brovst Kommune har tidligere betalt for bådelaugets udgifter til at ansøge. Alligevel har Attrup Bådelaug ment, det var for besværligt og dyrt at søge om et flag i år. - Bådelauget har ment det er for omfangsrigt at ansøge. Og det ville jeg ønske, at vi havde vidst på forhånd. Havnen lever jo op til miljøkravene, siger borgmesteren. Friluftsrådet har en lokalkomite i Nordjylland. Her står byrådsmedlem Erling Jacobsens (S) navn på en af taburetterne. Også han er overrasket over bådelaugets beslutning: - Det er smadder ærgeligt, siger Erling Jacobsen. - De blå flag sætter en standard og viser, at stederne lever op til miljøkrav. For eksempel at der ikke er kolibakterier i vandet, fortæller medlemmet af friluftsrådets lokalkomite i Nordjylland. - Mig bekendt er der ingen problemer med miljøkravene i Attrup Havn, siger han. Også formanden for Brovst turist- og erhvervsforening, Jørn Simonsen, undrer sig over bådelaugets beslutning: - Det kan jeg ikke gennemskue konsekvensen af. Men på længere sigt er de blå flag et positivt signal, der kan trække turister til, siger formanden for Brovst erhvervs- og turistforening. - Men vi respekterer selvfølgelig bådelaugets beslutning, tilføjer han.