Bådene skal nok komme i vandet

HOU:Ja, det er unægteligt koldt for tiden. Ganske smukt, men ikke lige just sejlervejr. Det er stadig de indendørs syslers tid, og således også for sejlerfolket der så småt er gået igang med forårets og sommerens glæder til havs. Allerede på onsdag er der indkaldt til klubaften i Hou Bådelaug, hvor reglerne for onsdagssejladserne vil blive gennemgået. Hou Bådelaug er en forening for sejlerne i Hou Lyst-bådehavn, og den tæller små 100 medlemmer. Om sommeren arrangeres der en aften om ugen optimistjollesejlads med instruktører. Klubben råder selv over fem joller.