EMNER

Bådfiskerne vil ikke overses

Bådfiskerne ved Blokhus Strand vil være med i kommunens Turistpolitik

BLOKHUS:Bådfiskeriet ved Blokhus Strand er en turistmagnet. Det mener byens Baadlaug, og derfor ønsker det, at bådfiskerne bliver skrevet ind i Pandrup kommunes Turistpolitik. Kommunen er bestemt ikke afvisende. I mange år har Baadlauget kæmpet for bedre forhold til de lokale fiskere, så fiskeriet ved stranden ikke forsvinder. Fiskerne er blandt andet utilfredse med, at de ikke har nogle lokaler til udstyr. - Stort set alle Baadlaug i Danmark har en laugstue, og bliver støttet af kommunen, fortæller Laugsformand Ole Buch. Fiskerne er ikke tilknyttet nogen havn, og det er derfor ikke så nemt at finde lokaler til dem. På stranden må der nemlig ikke bygges. For to år siden var en løsning inden for rækkevidde, da alt tydet på, at baadlauget kunne overtage en del af ishuset. Men i stedet fik Premiere is lov til at udvide. Plads til bådene Baadlauget er nu selv gået i gang med at finde passende lokaler. Men der findes andre forbedringer, som lauget ikke kan klare alene. Derfor har lauget forslået at der i Turistpolitikken bliver nedskrevet, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe. - Projektgruppen kan udarbejde, hvad der kan lade sig gøre på stranden, og forsøge at finde ud af hvad der er realistisk, og hvad omkostningerne er, siger Ole Buch. På fiskernes ønskeliste står en is maskine. Fiskene skal jo holdes kolde, så der er behov for is. Det ville derfor være hensigtsmæssigt med en maskine ved stranden. Desuden har der i langt tid været et ønske om at etablere et område til bådene, så fiskerne ikke behøver at trække bådene hjem i indkørelsen hver dag. Kommunen er positiv Kell Agerbo fra Teknik og Miljø området har fået sagen fremlagt af Baadlauget og er positiv over for ideerne. - Der skal I Blokhus lægges vægt på det autentiske miljø og det er bådfiskerne jo med til at skabe. Det er til glæde for turisterne, men også for de lokale, fortæller Kell Agerbo. I løbet af efteråret skal Turistpolitikken udarbejdes og ifølge Kell Agerbo vil fiskerne muligvis få lidt længere snor.