Bål bredte sig voldsomt
Beredskabet i Hjørring havde lige slukket en naturbrand, da de blev kaldt til en ny

Branden ved Tornby Foto: Grete Dahl
TORNBY:Brandmændene fra beredskabet i Hjørring Kommune havde knapt fået rullet slangerne sammen efter en naturbrand nord for Tornby, på Strandvejen, inden der kom melding om en ny brand i naturen - denne gang syd for Tornby tre-fire kilometer fra den første brand.
- Der var tale om en bålafbrænding, der var løbet løbsk, og omkring 5.000 kvadratmeter natur brændte af. Heldigvis blæste branden væk fra et nedlagt landbrug og over mod et læhegn, så der var ikke fare for bygninger endsige mennesker, fortæller indsatsleder Dennis Ottosen, Beredskabet i Hjørring Kommune.
Hos Nordjyllands Politi oplyser vagtchef Aage Pedersen, at Hjørring Kommunes miljøfolk også var til stede, da der blev afbrændt ulovligt materiale, og den virksomhed, der startede afbrændingen kan nu se frem til en bøde.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.