Bålhøj Festival rustet til regn

Skovfestivalen er klar med musik for enhver smag - og regn bliver ingen hindring

Topnavnet The Blue van spiller i den grad på hjemmebane, når de i aften går på scenen på Bålhøj i Øster Brønderslev. Arkivfoto

Topnavnet The Blue van spiller i den grad på hjemmebane, når de i aften går på scenen på Bålhøj i Øster Brønderslev. Arkivfoto

Den bebudede regn får ikke lov at ødelægge den gode stemning på Bålhøj Festival, der i eftermiddag skruer op for højttalerne og lader skiftende grupper spille dagen igennem. Topnavnet The Blue Van runder festen af på scenen, mens The Dale Coopers sætter punktum i teltet. - Vi har haft et godt forsalg af billetter, og vi har forberedt os på regn - alt det vi kan, fortæller Mette Boye-Jensen fra festivalpladsen i Øster Brønderslev. Her havde en stor flok frivillige i går travlt med at sætte presenninger, telte og pavilloner op, så festivalens gæster kan søge ly, hvis de våde vejrudsigter skulle vise sig at holde stik. - Desuden har vi et tilbud, som de færreste festivaler har. Man må gå til og fra pladsen uden at det koster ekstra at komme ind igen. Så man har derfor mulighed for at tage hjem og få skiftet til tørt tøj, hvis det bliver nødvendigt. 100 frivillige vil i dag stå klar til at servicere de formentlig mange festivalgæster. - Vi er klar. Eneste forstyrrende element er regnen, smiler Mette Boye-Jensen og henviser til, at landets store festivaler også lever - og lever godt - med regnvejrsdage. Og der er god grund til at trodse eventuelt regn, mener hun. - Folk får først og fremmest en rigtig god musikoplevelse. Og så er der smukt og hyggeligt her i vores skov - de får en helt unik oplevelse. - Vi er stolte af det her sted og det program, vi har sat sammen til i år, tilføjer Mette Boye-Jensen. Kvalitet i at være speciel Sidste år var festivalens debut - og den blev en succes. Men arrangørerne lægger ikke skjul på, at de håber på endnu flere gæster i år. - Det er vores mål, og det har vi arbejdet målrettet på at nå. Men vi skal ikke nødvendigvis være en stor festival og ligne så mange andre. Vi har fundet en niche. Der er også kvalitet i at være speciel. De optrædende grupper ved dette års Bålhøj Festival er Prins Felix og Kongehuset, De spillemænd, Claus fra X-Factor, The Long Run, Swot Guld, Jens Ole Jensen fra Schwåmpis Venner, Scar City, The Dale Coopers, Vowcraft, Bagdad Beat og The Blue Van. - Vi har valgt at præsentere mange genrer og mener, at der er noget for de fleste, men der er også mulighed for at blive udfordret på sin musiksmag, lyder det fra arrangørerne.