Skolevæsen

Bålhytte i en klasse for sig

PMU-elever har lavet projekt for landsbyordningen i Lørslev

LØRSLEV:Et hold PMU-elever går i øjeblikket rundt og er lidt stolte over, hvad de har præsteret, først hjemme på værkstedet og den sidste uges tid på legepladsen ved Lørslev Skole. Fra og med i går kan elever i de mindste klasser og børn i skolefritidsordningen bruge en stor bålhytte til enten undervisningsmæssige formål eller til leg. - Eleverne har selv været med til at lave det hele lige fra at fælde træ i skoven, afbarkning til at sætte bålhytten op i Lørslev. Resultatet er de ret stolte af, siger pedel Frank Andersen, PMU efter at have afleveret det færdige resultat. Bålhytten er det andet udbytte, som landsbyordningen ved Lørslev Skole har fået af de 100.000 kroner, som politikerne stillede til rådighed for at lave en ny legeplads på et areal mellem skolen og Mariehuset. PMU leverede også det første resultat, nemlig en sandkasse udformet som et skib, og bålhytten er en videreudvikling af det samarbejde. - Vi indhentede tre tilbud, hvor PMU gav det ene tilbud. Jeg var ude at kigge på hvad de to andre tilbudsgivere lavede, men kvalitetsmæssigt var PMU's det bedste. Bålhytten her er håndværksmæssigt godt bygget, og så passer den godt ind, siger afdelingsleder Erik Rimmen, Mariehuset. Ved siden af bålhytten ligger en barak, som skolen har lavet om til indskolingscenter for de mindste årgange, og det har været en medvirkende årsag til hyttens store omfang. - Naturen er et vigtigt element herude, og det indgår også i teknik- og naturfag. Derfor skulle der være plads til, at en hel klasse kan sidde i hytten, fortæller Erik Rimmen. Da avisens udsendte kom forbi legepladsen tidligt mandag eftermiddag var der tændt bål op i den lille gryde i midten og røgen steg lige op til hullet i midten af taget 4-5 meter højere oppe, undtagen ved et par vindpust. - Det er meningen, at der skal sættes noget op i den vestlige side, så der er mere læ for vinden, tilføjer Mariehusets leder. Indretningen af legepladsen for skolebørn er en del af en større helhed, hvor der også er adgang til skov, legeplads for småbørn og sportsplads.