Baby-duo i minefelt

AALBORG: Rasmus Würtz er blandt sæsonens få lyspunkter i AaB's superligatrup i fodbold, men U21-landsholdsspilleren risikerer for andet år i træk en kollektiv nedtur, efter at han i fjor rykkede ned fra 1. division med Skive. - Jeg havde ikke forestillet mig, at min første sæson i AaB skulle ende med vigtige bundkampe, og havde vi kun haft et normalt antal skader, er jeg overbevist om, at målsætningen om en top-3 placering havde været inden for rækkevidde. - Nu hersker der en spændt stemning i truppen, men det skal der også gøre i den alvorlige situation. Vi må slås med næb og kløer for at erobre mindst ét point i Silkeborg. Taber vi, ser det skidt ud, erkender 19-årige Rasmus Würtz, der vender tilbage efter karantæne og at dømme ud fra de seneste dages træning bliver makker med den ét år ældre Kasper Risgård i "minefeltet" på den centrale midtbane. - Vi supplerer hinanden godt. Kasper er den mest offensive og løber meget i dybden, mens jeg optræder mere defensivt og forsøger at skabe balance i spillet. Vi er urutinerede, men skal nok tage det nødvendige ansvar. Som angrebsduo benyttede AaB ved fredagens træning to tidligere midtbanespillere, Allan Gaarde og Michael Silberbauer. Sidstnævnte vil uden tvivl dog blive rykket tilbage, hvis Andres Oper består lørdagens test. abel