Flygtninge

Babyer fra alle verdens hjørner

Flygtningemødre mødes en gang om måneden i Citykirken for at tale om småbørn og dansk kultur

Sam på ni måneder er sammen med sin mor og far flygtet fra krigen i Syrien. En gang om måneden mødes han og hans mor med andre flygtningemødre og babyer i Citykirken for at snakke om, hvordan det er at være i Danmark og få mere viden om alt det, man skal vide som småbørnsfamilie i Danmark.
Sam på ni måneder er sammen med sin mor og far flygtet fra krigen i Syrien. En gang om måneden mødes han og hans mor med andre flygtningemødre og babyer i Citykirken for at snakke om, hvordan det er at være i Danmark og få mere viden om alt det, man skal vide som småbørnsfamilie i Danmark.

Opdateret kl. 11:08

AALBORG: Buttede lille Sam kravler ivrigt hen over gulvet i Citykirken. Hans brune øjne med lange, mørke øjenvipper er skarpt fokuseret på kassen med legetøj. Den kender han. Han ved, hvad den indeholder. En gang om måneden kommer han nemlig her, sammen med sin mor Berwin Madloul Kheder.

Sammen med hende flygtede han fra Syrien til Danmark, hvor han nu skal vokse op langt fra alt, hvad hans forældre kender til.

Sams mor, Berwin Madloul Kheder, smiler varmt til sin søn og aer ham kærligt på ryggen. Hun har store drømme for hans fremtid. Om at han skal uddanne sig og blive en klog og stærk mand engang. Måske skal rejsen gå tilbage til Syrien, når tiden er rigtig. Men lige nu er de landet her og der er rigtig mange spørgsmål, der trænger sig på. Og det er for at blive klogere på deres nye land, at de er kommet her.

Undervises i dansk baby-kultur

Aalborg Kommunes sundhedsplejersker har nemlig fået lov til at låne lokalet af Citykirken for at skabe rammerne for det, der er blevet en ganske særlig babycafé for kvinder fra alle verdens hjørner.

Børnene og deres mødre er samlet i kirkens lille børneafsnit for at lære mere om Danmark og om at være småbørnsfamilie i det lille land mod nord, hvor deres rejse er endt.

Hver især ankommer kvinderne med deres lille barn på armen for at vide mere om, hvordan man gør som småbørnsmor i Danmark. Om at børn skal ligge på ryggen for at undgå vuggedød, om feber og hvornår, man skal gå til lægen, og alt der ligger der i mellem.

Mange udfordringer

Babycaféen har været i gang i et halvt år og der er langsomt kommet flere og flere til.

For der er rigtig mange spørgsmål, der trænger sig på, når kvinder, der er flygtet fra deres hjemland, samles for at tale om alt mellem himmel og jord, fortæller Dorte H. Alrø fra Aalborg Kommunes dagpleje.

- De har mange andre problemer end kun det at være småbørnsmor - nogle er flygtet og har født her, mens andre er flygtet med et lille barn, fortæller Dorte H. Alrø, der oplever, at kvinderne oplever udfordringer, der rækker ud over det, at de ikke kan sproget endnu.

De har måske familie, der stadig er i det land, der er flygtet fra - og så er der udfordringerne i at være kommet til et sted, hvor de ikke ved, hvordan "man gør" - for nogle er det en overvindelse, at de skal gå i skole og lade deres børn blive passet af professionelle, og selv små ting kan være store. For mens vi i Danmark lader børn sove udenfor, så er ikke noget, man gør i ret mange andre lande, lige som kosten til småbørnene også er noget, der er forskellige holdninger til, alt efter hvor i verden, man befinder sig.

Et anderledes fællesskab

I babycaféen betragter mødrene smilende og snakkende hinandens børn, der leger og pludrer.

For selvom de ikke har kendt hinanden før nu, så har gruppen været med til at skabe et særligt forhold mellem mødrene.

De er fælles om at være nye danskere. Fælles om at være mødre til drenge, der vil vokse op i en anden verden end den, de kender.

- Jeg tror, de vil blive ved med at være venner, smiler Mai Darwish og kigger på sin søn, Jawad Alhajali på fem måneder, der fuld af glæde ryster en lille farvestrålende bamse-blæksprutte, mens Sam misundeligt betragter Adam Alkurdi på fire måneder, der ligger hos sin mor med en sut.

Sam hulker lidt i håbet om at få en magen til.

- Jeg tror, at han er sulten, konkluderer hans mor, Berwin Madloul Kheder, og suser ud for at hente en sutteflaske i barnevognen, mens Sam med store øjne kigger efter hende.

Et land fuld at muligheder

Inden længe skal Sam starte i dagpleje og hans mors barsel er slut. Den stille hverdag med puslen og hyggelige små stunder i hjemmet har nået en endestation. Men selvom hun kommer til at savne sig lille dreng, så er der mange spændende opgaver, der venter forude.

- Jeg skal starte i sprogskole, fortæller hun på arabisk og smiler.

Hun taler endnu ikke dansk, men har lært at begå sig og sågar finde vej gennem Aalborgs lidt snørklede busruter til Citykirken. Men længere samtaler er hun endnu ikke parat til. Derfor har kommunens medarbejdere en tolk, Magda El-Madani, med, der kan tale de sprog, der bliver talt på kryds og tværs i lokalet. For der er mange spørgsmål, der skal besvares på forskellige sprog, og mange vigtige beskeder, der skal videregives fra sundhedsplejerskerne.

Men det vil ændre sig, når Berwin Madloul Kheder starter på sprogskolen, det er hun selv ikke i tvivl om.

- Jeg vil gerne uddanne mig på universitetet, fortæller Berwin Madloul Kheder med et lille forventningsfuldt smil.

For selvom hun ikke er hjemme i Syrien, er landet mod nord også på alle måder et land, der rummer masser af muligheder for en ny start - og muligheden for et rigtig godt liv for hendes lille Sam.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden