Nørager

Babyer kan godt gå i musikskole

Onsdag formiddag 14. januar begynder en flok babyer og deres forældre at gå til musikundervisning i Stubhuset i Støvring.

Rikke Skovsbo vil undervise i musik for også de allermindste, som ikke engang er begyndt i dagpleje som børnene her på billedet. Arkivfoto: Michael Koch

Rikke Skovsbo vil undervise i musik for også de allermindste, som ikke engang er begyndt i dagpleje som børnene her på billedet. Arkivfoto: Michael Koch

Det er Rikke Kamedula Skovsbo fra Rebild Kulturskole, der står for fremstøddet for den nye målgruppe. - Der er især i Skørping kæmpegrøde i musiktilbuddene for børn fra et år og op. Både for dem på et til tre år og de tre-fem-årige. Så mangler vi bare den mindste brik, dem under et år, siger Rikke Skovsbo. I første omgang bliver det babyer i Støvring, der får muligheden for at gå til "Musik med Modermælken". - Men vi håber jo, at interessen vil brede sig, så vi kan oprette hold også i Skørping og Nørager, siger hun. Rikke Skovsbo forklarer, at det handler mest om at give de voksne nogle idéer og redskaber til at stimulere børnene musikalsk derhjemme, for eksempel på puslebordet. - Men børnene får selvfølgelig også en umiddelbar oplevelse ud af samværet med de andre, siger Rikke Skovsbo, som i øvrigt regner med, at kulturskolens tilbud kan supplere de mange aktuelle tilbud om babysalmesang. - Det er jo lidt en pendant til babysalmesang. Vi har ikke den kirkelige indgangsvinkel. Men vi har nok lidt flere instrumenter, siger hun.