Babyhygge med 101-årig
Kinorevuen i Skørping er begyndt at tilbyde Babybio, og det glæder de nybagte mødre
- Det var smadderhyggeligt.
Det siger Mette Bank fra Horsens ved Blenstrup. Hun har netop været i Babybio i Kinorevuen i Skørping sammen med sin datter Lea på knap tre måneder.
I alt har otte mødre og otte babyer været inde at se den svenske komedie om den 101-årige, der lever et liv i sus og dus for penge, han har stjålet fra rockerne.
Lea var den yngste af babyerne. Den ældste var Eddie på fem en halv måned.
De otte mødre og deres babyer kom fra Øster Hornum, Rebild, Horsens, Støvring, Gerding og Skørping.
Marlene Skjelmose fra Gerding havde Kaya på tre måneder med.
- Det var hyggeligt, men jeg var før filmen lidt nervøs for, om Kaya ville begynde at græde, så vi ville forstyrre de andre. Vi måtte gå ud et par gange, da hun begyndte at græde, men det hele foregik meget afslappet. Så næste gang vil jeg være mere rolig.
En af de gange, Marlene forlod salen med Kaya, var, da hun skulle varme mælk i caféens mikrobølgeovn.
Mette Bank derimod ammede Lea i salen.
- Når man har helt små børn, kommer man ikke så meget ud. Det er dejligt at kunne komme et sted, hvor man kan hygge sig med andre. Det er også fint, at Babybio er om formiddagen. Det er et godt tidspunkt.
Kinorevuens direktør, Flemming Jensen, fortæller, at man som gæst i Babybio skal have forståelse for, at der kan opstå lidt uro under filmen.
Der er skiftemuligheder, og har man brug for at varme mælk, kan det også lade sig gøre.
Man kan tage sin baby med ind i biografen, eller man kan lade sin baby sove i barnevognen i foyeren, hvor biografens personale holder forsvarligt opsyn.
Det er planen, at der skal være Babybio to gange om måneden.
Næste film er "Dræberne fra Nibe", som vises tirsdag 24. januar kl. 10.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.