Danmark

Badesæsonen står for døren

Bølgen blå er ved at varme op til sommerens danske strandliv - og vandhunde, strandløver og skønne badenymfer kan glæde sig til masser af nyt strand- og vandtøj

Sommeren er for længst skudt ind - men vi går stadig rundt med strømpebukser og tørklæder på - i stedet for bare ben og luftige sommerkjoler. Altså det vejr! Men lige om lidt - måske i dag? - tager solen over, og så kan vi tage alt det nye sommertøj og badetøj ikke bare alvorligt, men også på. Ferien er over os, og kroppen skal luftes i mindst muligt. Heldigvis er der mange definitioner på det - nogle kan uden problemer og komplekser krybe i bittesmå bikinier, mens (vi) andre er på kig efter noget, som dækker lidt mere. Stort udvalg Hunkemöller har et stort udvalg af både bikinier og badedragter, der ikke alle er så minimale som de her viste. Men det gælder bredt, at de kvindelige kurver og former ikke skal være nogen hemmelighed. Man kan holde dem mere eller mindre inde, selv om der nok er gjort mest ud af at dem, som kan strammes til, spændes ind og måske viser mere, end de tilslører. Blomster og stærke farver, junglemønstre og pailletter, perleudsmykninger og broderier, flæser og frække udskæringer, pynt af strandskaller og hønseringe i træ - der er ingen grænser for, hvor fin man kan være på stranden. Nogle af bikinierne er vendbare, så man den ene dag kan vise sig i flotte mønstre, mens humøret næste dag måske mere er i det ensfarvede hjørne. Helt i sort kan man også gå. Glatte og skinnende overflader veksler med mere nubrede og rustikke, ligesom sågar et ruskindslook kan lade sig gøre. Mange af modellerne kan købes "i løs vægt", således at toppe og bunde kan kombineres på tværs og kryds - også hvad størrelser angår. Hvilket kan være uhyre praktisk for alle os uden de perfekte mål - og især ikke de rigtige steder, så at sige! Jo, Hunkemöller er i både det legesyge, glade, erotiske, eksotiske, kønne og kulørte hjørne med sommer 2004-kollektionen og excellerer i sjove, pyntesyge detaljer, som ikke mindst vil gøre sig godt på de mere fancy feriesteder. Frisk, sporty, sexy Både H2O og Speedo mestrer det sporty look og det mere strandnymfeagtige. Blandt andet byder H2O - et i øvrigt meget velvalgt navn, når det gælder badetøj - på deciderede sportsbikinier, der har en let vattering i barmen og knap så minimalistisk et udtryk som visse andre, kan man vist godt sige. Det er nemt at forestille sig, at den viste sort-hvide stribede model, som er frisk og frejdig snarere end sexet eller super sporty, vil falde i smag hos mangen en dansk pige - der er noget udefinerbart dansk sommer over den, synes jeg. Speedo er store i professionelt svømmetøj og også i bl.a. badeshorts til mænd - hvorfor synes alle producenterne for resten, at mænd skal klædes så ekstremt tækkeligt på? På dameområdet har firmaet også oppet sig virkelig meget i de senere år. I år med kollektionen Sculpture TM, som har indbygget støtte og løft og lige hjælper kroppen lidt på vej. Vi kan vel alle have glæde af et ekstra lille løft eller en svag stramning hen over mavedellen. Også gravide kan med fordel bruge støttefunktionen. Men Speedo kan så sandelig også finde ud af at diske op med en lille eksotisk sag af en bikini, hvor alle praktiske hensyn er gemt af vejen, og det mest drejer sig om at se dejlig ud. Summer - here we come!