Badminton i lange baner

GISTRUP: LKB-Gistrup kan her i det nye år se frem til flere meget store arrangementer og det første løber af stabelen allerede i den kommende weekend, da badmintonafdelingen lørdag 8. og søndag 9. januar er vært for et stort åbent stævne i klasserne U11 C og D samt U13 C og D. Med tilmelding af ikke færre end 239 spillere fra 32 forskellige klubber i hele Nordjylland skal der spilles langt over 300 kampe for at kunne få uddelt de sidste af de mange præmier søndag aften og derfor bliver alle kampe i den store turnering desværre efter cup-systemet. Det betyder at det er vind eller forsvind lige fra starten, og det er ikke normalt, da der ofte startes med en indledende kvalifikationsrunde. Det tillader tiden desværre ikke denne gang for begge dage startes der klokken ni og køres helt frem til omkring klokken nitten. De yngste i U11 spiller primært lørdag mens U13 afvikles søndag. Dog spilles samtlige finaler fra midt på søndag eftermiddag. mølbæk

Forsiden