Badminton i verdensklasse

Første hjemmekamp for det nye elitehold i 2. division spilles i Skagen i eftermiddag

Skagen 21. september 2002 08:00

SKAGEN: Der er lagt op badminton i verdensklasse, når badmintonhallen i Skagen lægger baner til det nye vendsysselske eliteholds første hjemmekamp i turneringen. Vendsyssel Elite Badminton er navnet på "overbygningen" på Skagen Badminton Klub og Frederikshavn Badminton Klub, og det foreløbig eneste hold i VEB er holdet i 2. division. Holdet består af spillere fra både Skagen og Frederikshavn badmintonklubber. Det er desuden forstærket med et par spillere, som indtil den nye sæson har spillet i Triton. Og det er primært her det med badminton på verdensplan kommer ind i billedet. Hollandsk OL-spiller Den ene af de tidligere Triton-spiller er Quinten van Dalm. Han er født i Holland og flyttede til Danmark, da han dannede par med badmintonspilleren Mette Sørensen. Quinten van Dalm har været med helt fremme i hollandsk badminton, og han har blandt andet repræsenteret Holland ved De olympiske Lege i Sydney. Den anden spiller, som er kommer fra Triton nu, er - hendes alder til trods - en gammel kending af Skagen Badminton Klub. Det er Dorthe Ledet, som er født i Skagen og som har fået hele sin badmintonopdragelse i Skagen badminton Klub. VEB-holdet regnes på forhånd for at være et af topholdene i divisionen, og det møder i eftermiddag et andet af de hold, man venter vil være med helt fremme, når det gælder kvalificeringen til oprykningsslutspillet, Herlev/Hjorten. Tæt kamp Carsten Bunk, som er træner for Skagen Badminton Klub og også er træner for VEB, er overbevist om, at kampen i efftermiddag bliver en badmintonoplevelse af de helt store for publikum. - Der er ingen tvivl om, at det bliver en meget tæt kamp, hvor spillerne på begge hold vil give alt, hvad de har i sig og lidt til, for at sikre deres hold sejren. Det er, som nævnt, et af topopgørene i puljen, og det er derfor en kamp, hvor hver eneste bold virkelig tæller, siger Carsten Bunk. Carsten Bunk mener, at kampen mod Herlev/Hjorten på en måde godt kan blive den kamp som viser, om nyskabelsen i vendsysselsk badminton, VEB, har den styrke, man forventede ved etableringen af samarbejdet mellem Skagen og Frederikshavn. - Kampen skal vise, om vi er gode nok til at være med helt i top, og det er glædeligt, at det er lykkedes straks fra starten af samarbejdet at få skabt den helt rigtige indstilling til det nye hold hos spillerne og i ledertruppen omkring det. - En badmintonkamp er en holdkamp, og fjerde herresingle er lige så vigtig for det samlede resultat som førstesinglen, og det er noget, alle har forstået, siger Carsten Bunk. Leder-team Lederteamet bag 2. divisionsholdet er Frederikshavn Badminton Klubs træner, Jan R. Jensen, træner Carsten Bunk, assisterende træner John Nyborg, Frederikshavn, og holdleder Kurt Sørensen, Skagen. - Også i lederteamet er der skabt et perfekt samarbejde som betyder, at alle ved, hvad der er deres egen opgave, og ved og respekterer, hvad der er de andres opgave, siger Carsten Bunk. Carsten Bunk ønsker ikke inden kampen i eftermiddag at røbe VEBs holdopstilling. - Herlev/Hjorten må godt vide, at vi har både Quinten van Dalm og Dorthe Ledet på holdet, men resten behøver de ikke have for god tid til at forberede sig på, siger han. I den første runde af turneringen vandt Herlev/Hjorten 9-4 over Esbjerg, og VEB slog Tilst med de samme cifre. - I kampen mod Tilst var første runde af matchen overstået på 12 minutter - sådan kommer det ikke til at gå i eftermiddag, mener Carsten Bunk. - Der vil være helt anderledes kamp om hver eneste bold, siger han. Publikum Både spillere og ledere håber, at badmintonhallen er fyldt med tilskuere, når kampen sættes i gang, og det må gerne være både et rigtigt hjemmepublikum og et fair publikum, mener de. - Vi håber at få skabt en ny udgave af den "fanklub," som Skagen Badminton Klub havde succes med for nogle år siden, så der kan være en solid støtte til VEB-holdet, og derfor kommer der også mange ungdomsspillere fra Frederikshavn til Skagen for at overvære kampen i eftermiddag og for at støtte hjemmeholdet, fortæller Carsten Bunk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...