Badmintonspillere skabte god stemning

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Christina, Kristina, Mikkel og David takker for en lige match.

Dagens underholdende drama i Sæby Badmintonhal udspillede sig på bane C, hvor OL sølvvinderne i damedouble, Kamilla Rytter Juhl og Christina Pedersen stod overfor den lokale Mikkel Stoffersen, der i dag spiller i Ikast B.K. og David Kim, der stillede op for Triton Aalborg.

De 200 forventningsfulde tilskuere fik da også spænding krydret med tekniske finesser for alle pengene. I en yderst velspillet opvisningskamp med mange lange dueller, vandt de lokale drenge kampen efter 6. matchbold med cifrene 26-24.

Inden kampen varmede Kamilla og Christina ved at slå nogle bolde med alle badmintonklubbens mindste spillere, der på skift kom på banen og prøvede efter bedste evne at udspille det rutinerede doublepar.

Til den efterfølgende fotosession fik de unge mulighed for at blive foreviget sammen med deres forbilleder.

Sidste sæt bestod i et inspirerende foredrag, hvor Kamilla og Christina med udgangspunkt i deres nordjyske rødder i ord og billeder fortalte om deres baggrund og oplevelser før, under og efter OL i Brasilien.

Det er tydeligt, at de nu godt 30-årige par ikke kun er rutinerede på banen, men også behersker kommunikationens kunst. På deres smilende og positive facon holdt de hele salen i ånde, når de fortalte om deres kampe og hvad de ellers brugte tiden på i Rio.

Christina havde taget sin sølvmedalje med og hun nøjes ikke kun med at vise den frem, men lod den gå på omgang blandt alle tilskuerne, hvilket naturligt vakte stor begejstring.

Vi fik præsenteret badmintonsporten på allerbedste vis. Jeg er sikker på at mine unge spillere, som jeg er træner for, er ekstra motiveret når de skal til træning i morgen, siger Lars Stoffersen.

Arrangementet er kommet i stand i et samarbejde mellem Sæby Badmintonklub og Sparekassen Vendsyssel arrangeret.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.