EMNER

Bæ-bæ-bæstet vender tilbage - afsnit 22

Skagen 24. december.

Michael er den første, der er klar til at gå på julegåsen. Han slår sig ned i hotellets lobby og bladrer rastløst i et ældre nummer af Dansk Fiskeritidende, som er strandet på sofabordet sammen med nogle glittede livsstilsmagasiner med overskrifterne "Sådan fanger du torsk" og "Bliv ven med oksemørbraden" samt en indmeldningsblanket for Skagens Museums Venner. - Find dig et andet suttebolsje, brormand! havde Dorthe sagt. Der var ikke noget at være i tvivl om. Dorthe havde grebet hårdt fat om overarmen på Michael, da hun bestemt førte ham ud af deres værelse. - Hamib og jeg har lige noget, vi skal finde ud af. Julehemmeligheder, du ved, så ud med dig! På et splitsekund stod Michael ude på gangen, og kort efter kunne han høre bruseren løbe på badeværelset. Han blev helt sandpapirtør i munden - han ville give alt for at kunne kigge gennem nøglehullet ind i den private badeanstalt. Mon ikke Dorthe stod og tog bad sammen med ham det lysebrune pizzabud, og hvad kunne der ikke komme ud af det? Michael synker en gang. Nu kommer ham den gamle, de kalder Jamaica Christian, duvende som en tremastet skonnert, der langsomt glider ind mellem havnemolerne for at finde passende kajplads at fortøje ved. Han lyser op, da han ser Michael, og slår sig ned ved siden af ham og hans Fiskeritidende. - Du ser trist ud, sømand. Har du problemer med at finde en passende hyre? spørger han. - Hrmmff, vrisser Michael og forsøger at undgå øjenkontakt. - Nå-nå … det er damerne, den er gal med, fornemmer jeg. Hvor gammel er sådan en splejsning som dig? spørger JC og fortsætter: - Du ligner en rask 15-årig, og hvad du kommer til at opleve med kvinder de kommende år overgår din vildeste fantasi. Tro mig. Jeg taler af erfaring. Så du skal nok få bidevind i sejlene, knægt. Der er masser af piger derude, også til dig, siger JC. Michaels humør stiger betragteligt ved den rare farvandsudsigt. Masser af medvind og villige piger. - Men der er én ting, der undrer mig en smule, og måske kan du hjælpe mig, siger den gamle og haler sin sorte molskindsbog op ad lommen. - Er det dig, som har scoret farmors dagbog?! nærmest råber Michael af søulken. - Nu er jeg ikke med. Men hør her: dette er min gamle bog, og jeg savner en magen til. Jeg ved, at din farmor havde sådan en bog. Ved du, hvor den er? spørger JC. Michael snapper bogen ud af hånden på den gamle, bladrer i den og konstaterer hurtigt, at det er en anden bog. Farmor Marens bog var fyldt med ord. Denne er især fyldt med tal. - Hvad skal du bruge farmors bog til? spørger Michael. - Jo, det skal jeg sige dig. Min julegave til dig og din familie ligger deri, hvis vi to ellers kan finde ud af at finde den og sammenligne den med min, siger JC. - Jamen, den lå i kisten på farmors loft forleden, men så blev den væk, svarer Michael. De bliver afbrudt af Dorthe, der kommer ned ad trappen med vådt hår og sin lækre kebabknallertkæreste, Hamib, under armen. Michael skuler, men må indvendigt også indrømme, at lokket sort hår faktisk klæder Dorthes blonde glorie. - Den anden dagbog? Jamen, den huggede Birthe jo! udbryder hun spontant, alt imens hun koket slår det blonde hår tilbage med et elegant hovedkast. En dybvandssejler som ham den gråskæggede kan vel forstå at værdsætte en smækker skude. Jamica Christian kigger das også lidt på hende. Så kommer det: - Du ligner din farmor Maren, da hun var ung, og jeg dansede med hende en hel sommernat, efter at vi havde været til sankthansbål ved vippefyret. - Er du min bedstefar? måber Dorthe og kigger fortabt ind i JCs sorte øjne. - Ro på nu, min lille jolle. Jeg sagde kun, at vi dansede, svarer Jamaica Christian. Nu kommer også Lone og Leif ned ad trappen fra værelserne på førstesalen. - Far … mor! Må den gamle ikke sidde med ved vores bord? spørger Dorthe. - Jo, det kan der vel næppe ske noget ved, og han har jo allerede selv betalt for maden, siger Leif. Lone skuler lidt. Så vidt hun husker, var det den gamle søulk, der sendte familien på Influenza Bob i går, og den dag er bestemt ikke blandt de mindeværdige. Birthe og Bent slutter sig hurtigt til selskabet, og med et enkelt nik fra Bents side er ordren bekræftet, og der sættes en ekstra stol og tallerken på bordet. For en gangs skyld tænker familien Juul-Clausen det samme. At det er håbløst. Og at lidt nyt blod måske kan virke forløsende med alt det onde, der trives så vel i familien. Susan kommer ned som den sidste, og hun ser forbasket godt ud denne aften. Hun ligner et lille mirakel. Selv Birthe kan se det. Ja, det skulle ikke undre mig, om den skamløse tøjte vil forsøge at forføre en af sine egne brødre, tænker hun, og forbander én ting: Den eneste ledige stol ved bordet er lige over for hende. Pis, pis, pis, tænker hun, men kigger så hen mod døråbningen: Dér står betjenten. Susan rødmer en smule. Faktisk bliver der ganske stille i lokalet, og alles tanker fræser 16 timer baglæns. Sidst B.S. var på de kanter, var det for at stoppe et slagsmål i familien. B.S. har taget paradeuniformen på. Vist strammer den. Til gengæld står overskægget flot denne aften. Dorthe kigger først på Hamibs let dunede overlæbe og så hen på betjenten, hvis skæg ligner en fuldfed skovsnegl. Sort og tæt. B.S. går hen til Bent, der er lammet af dårlig samvittighed ved synet af Betjent Svend. Ja, okay, han er ikke helt uskyldig - men at komme og hente ham juleaften for de småting … det er da for tarveligt, tænker Bent og mærker pulsen banke i tindingen. - Jeg har stillet bæstet ude foran, siger B.S. - Bæ-bæ-bæstet? stammer Bent. Har forstår intet. - Ja. Din knallert! Jeg har ikke skrevet rapport endnu, og jeg gider heller ikke. Det skal jo også være sådan, at du og sønnen kan komme omkring heroppe. Jeg har for resten også glemt at tjekke, om den er lovlig, lyder det venskabeligt fra B.S.. - Har du ikke lyst til at spise med? spørger Susan med kattekælen stemme. - Jo tak! Jeg har ellers godt nok en ribbensburger, jeg skulle have i mikroovnen derhjemme … men nej, jeg siger ja tak som byder! - Vi bytter lige pladser, siger Susan til Michael, og møblerer sig selv ned for enden af bordet. Så kan B.S. få bordenden, når der kommer en ekstra kuvert til. Ind kommer køkkenchefen Michel Mazda. Han serverer selv denne aften. Gåsesteg. Den store gås skal trancheres ved bordet. Han sætter stegegaflen i gåsen og begynder at skære op. Når han selv vil servere, er det fordi, han har hørt så mange gode historier om det selskab. Nu skal de opleves på første hånd. Pludselig skubber han en fyldt vandkaraffel fra bordet og ned over sin tå. - Av for helvede! lyder det spontant fra den franske kok. - Du sagde … helvede? spørger Dorthe - Ja. Undskyld mit franske, småsmiler kokken som svar. - Jamen du sagde helvede! fortsætter hun. - Ja … nej, 'elvede! Mig sige undskyld, men mig få stor smerte i fod. Der er helt stille ved bordet. - Nej. Du sagde ikke 'elvede. Du sagde helvede. Men h og det hele! fastslår Dorthe. Nu griner de andre i selskabet. De har også hørt det. - Nej! Jeg sige 'elvede. Jeg være fransk! Francaise, tu sais, prøver kokken, nu lettere desperat. - Tu sais quoi? Je crois que tu es un normal Danois obèse qui essaie de faire le pitre. Tu le fais très bien, mais tu es percé à jour, siger Dorthe*). - Que? lyder det prøvende fra kokken. - Kan du ikke hore?! spørger Dorthe så. - Naj, jeg ikke hore så godt. Hvad du sige, pige? - Jeg siger, at du er en fupmager, der ikke er en skid fransk! Men du laver den max fedeste gåsesteg. Den har du i det mindste ikke ødelagt, siger Dorthe. *) Ved du hvad? Jeg tror, du er en normal blegfed dansker, der forsøger at spille fransk klovn. Du gør det godt, men du er gennemskuet.