Bælums kamp for at overleve

Den tidligere AaB'er har måttet agere midtbanespiller hos Duisburg i Bundesligaen

DUISBURG:Det er en glad Thomas Bælum, som NORDJYSKE fanger på mobiltelefonen efter weekendens Bundesligakamp mod Wolfsburg. Sammen med Duisburg hentede nordjyden en livsvigtig 1-0 sejr i kampen for overlevelse, og samtidig var han tilbage i favoritrollen som midterforsvarer efter en håndfuld kampe på en uvant plads som midtbanespiller. - Vi har været ramt af en del skader, og derfor valgte træneren i en periode at rykke mig frem som oprydder lige foran forsvaret. Jeg har kæmpet, det bedste jeg har lært, men selv om jeg ikke har haft de store offensive pligter, så er det altså svært at finde en masse overskud på sådan en plads. Heldigvis fik jeg lov at vende tilbage til vores tre-mands forsvar mod Wolfsburg, og da vi spiller til nul og vinder, får jeg forhåbentligt lov at blive dernede, siger Thomas Bælum. Han har været med i startopstillingen i samtlige Duisburgs kampe, hvor det kun er blevet til to sejre og ni point i 11 ligakampe, og det rækker kun lige til en plads over nedrykningsstregen. Derudover blev holdet i sidste uge slået ud af pokalturneringen af 1860 München fra 2. Bundesliga. - Det har været en hård fødsel, men det var vi også klar over på forhånd. Alle mand skal yde deres absolut bedste, og så skal vi vinde de fleste af vores hjemmekampe. Det var sådan, at vi lagde grunden til oprykningen, og det har knebet med at følge den linie op i Bundesligaen. Vi har blandt andet tabt hjemme til Frankfurt, der også ligger i bunden, og det var en bitter én at sluge, siger han. Ro belønnet Den tidligere AaB-spiller noterer sig dog, at holdet i næsten alle kampe har haft spil og chancer nok til at vinde. Derfor har der heller ikke været optræk til panik i klubben. - Alle har bevaret roen, og det blev heldigvis belønnet med weekendens sejr. Nu skal vi have fire-fem sejre mere inden vinterpausen, så vi kan få luft til bunden, siger Thomas Bælum. På lørdag venter en svær udekamp mod Schalke 04, hvor den tidligere AaB'er kommer til at stå overfor både Søren Larsen og Ebbe Sand. - Det bliver svært, men de har tabt et par kampe i træk og har blandt andre Christian Poulsen i karantæne mod os, så hvis vi kan ride videre på bølgen, så tror jeg godt, vi kan lave en overraskelse. Det er faktisk kun i kampen mod Bayern München, hvor vi tabte 4-0, at vi har følt os chanceløse, siger han. Thomas Bælums kontrakt med Duisburg udløber efter denne sæson, og allerede 1. januar har han lov til at forhandle med andre klubber. - Men lige nu er det min klare førsteprioritet at samle en masse point sammen med Duisburg. Så må vi se, hvad der byder sig i det nye år. Jeg vil gerne blive i tysk fodbold, og derfor har jeg fået en tysk agent, som skal varetage mine interesser, siger Thomas Bælum.