Bærbar hjælp til læsesvage elever

Børn med læse- og skrivevanskeligheder får bærbar pc til brug i skolen og derhjemme

FREDERIKSHAVN:Brian i 5. B har svært ved at læse og skrive, men derfor kan han sagtens løse tekstopgaven i matematik. Frem af it-rygsækken trækker han sin bærbare computer, der er forsynet med en scanner-pen. Pennen trækker Brian hen over teksten, der straks efter popper op på skærmen. Herefter trykker eleven på en af tasterne og voila, maskinen læser opgaveteksten højt for Brian. Har han svært ved at forstå den syntetiske talestrøm, kan han ”oversætte” til analogtale, en almindelig menneskestemme. Fagre nye verden er rykket ind i klasseværelset. Frederikshavn Kommune har netop investeret i 36 bærbare pc’er, som skal hjælpe børn med læsevanskeligheder. - Målet er at gøre elever med læse- og skrivevanskeligheder selvhjulpne både i skolen og med lektierne derhjemme. I stedet for at tage eleverne ud til specialundervisning kan de nu fortsætte i klassen og er ikke afhængige af hele tiden at skulle have hjælp fra lærere, kammerater eller forældre, siger Inge-Lise Arentsen fra Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning. Projektet er kun første skridt ind i en sjovere og mere spændende skoledag for børn med læse- og skrivevanskeligheder. - Eleverne vil i første omgang have den bærbare pc i tre måneder. Den skal bruges som et pædagogisk værktøj akkurat som tavle og kridt, siger Niels Jæger, der er IT-konsulent på projektet. På nettet De enkelte skoler kan ansøge om pc’erne, som fordeles efter behov, og bliver der nogle tilovers, fordeles de rundt på skolebibliotekerne. Her kan børn i indskolingen for eksempel bruge dem til at søge information, som maskinerne så læser op for dem. De bærbare pc’er kan kobles direkte på skolernes netværk. Hjælp til at skrive Skrivedelen er lige så vigtig. Computeren kan læse det op, som eleven har skrevet, og foreslår forskellige alternativer til ord, der er stavet forkert. - Det øger skrivelysten og eleverne slipper for den ydmygende oplevelse det er, hele tiden at skulle spørge andre om hjælp, forklarer Inge-Lise Arentsen.