Ungdomsuddannelser

Bærbare pc’er til eleverne på EUC Nordvest

Alle elever på HH og HTX får stillet en bærbar computer til rådighed i studietiden.

Uddannelseschef på EUC Nordvest i Thisted Klaus Brostrøm fortæller, at alle nye elever på handelsgymnasiet (HH) og teknisk gymnasium (HTX) får mulighed for at råde over en bærbar computer, når næste skoleår begynder. - Vi har indgået en aftale med Dell Computer, så eleverne på de treårige uddannelser får mulighed for at få en bærbar computer stillet til rådighed gennem hele uddannelsens forløb, siger Klaus Brostrøm. Depositum og ydelse Maskinen koster 11.000 kr., og hvis en studerende vil indgå i ordningen, skal den studerende betale et depositum på 1500 kr. samt en månedlig ydelse på 125 kr. - Dette er en gunstig ordning for de studerende, som får et godt redskab at arbejde med i deres studietid, og aftalen indebærer, at den studerende kan få lov at beholde computeren med programmer efter endt uddannelse, eller de kan vælge at aflevere den, og få deres depositum tilbage, siger Klaus Brostrøm. Service døgnet rundt Til hver computer er der koblet en 24-timers servicegaranti, og det betyder, at computeren kan blive repareret inden for et hverdagsdøgn, hvis den skulle gå i stykker, og Klaus Brostrøm pointerer, at det nu betyder, at alle gymnasiale studerende på EUC Nordvest får tilbudt en sådan computerordning, som cirka 300 studerende vil få glæde af. - Computerordningen vil også komme til at omfatte den såkaldte it-linje, siger Klaus Brostrøm.