EMNER

Bæredygtigt landbrug

Jeg vil meget gerne drøfte landbrugets fremtid. En fremtid med dansk fødevareproduktion i balance med naturen - og med naboerne. Et bæredygtigt erhverv.

Det er mit ønske for landbruget. Mange landmænd sover rigtig dårligt om natten i disse dage. Gælden tynger, og fremtidsudsigterne ser ikke lyse ud. Der er brug for en meget vigtig diskussion af, hvordan vi hjælper landbruget til at kunne klare sig fremover. Dialogen bliver imidlertid noget vanskelig, når Per Bisgaard (V) her i avisen på det groveste hævder, at jeg vil lukke dansk svineproduktion. Intet kunne være mindre sandt. Jeg synes, at situationen er alvorlig nok. Venstre behøver ikke at grave sig ned i ikke-eksisterende skyttegrave for at forsvare, at de giver mia. i skattelettelser til landbruget - skattelettelser, som selv svineproducenterne siger ikke afhjælper problemet. Så kom op af skyttegravene og ind i en konstruktiv debat - det skylder vi de mange kriseramte landmænd.