Bæredygtigt træ er en mangelvare

Nyt projekt skal sikre, at der stadig er træ nok fra bæredygtig skovdrift.arkivfoto: michael koch
Natur 9. december 2007 05:00

KØBENHAVN: Danskerne betaler gerne ekstra for at deres havemøbler og trælegetøj stammer fra bæredygtig skovdrift, der ikke udrydder verdens regnskove. Men det er svært at skaffe træ nok til at følge med efterspørgslen. Derfor har Coop nu i samarbejde med regnskovsgruppen Nepenthes sat et projekt i verden, der skal støtte bæredygtig skovdrift i Honduras. Støtte til lokale projekter i regnskoven skal skaffe træ til danskernes skærebrædder og grydeskeer. - Det nye projekt går ud på at sikre, at der bliver mere træ at arbejde med - at udbuddet bliver større, siger Peter Hallum, produktchef i Coop med ansvar for trævarer. Stadigt flere varegrupper produceres udelukkende i bæredygtigt træ - eller såkaldt FSC-certificeret træ. - FSC-certificeret betyder blandt andet, at man skal kunne spore alt træ tilbage til den skov, det kommer fra, og dermed kan man sikre sig, at der ikke er ulovlig fældning. Skovbruget praktiseres, så der ikke spildes så meget træ, og de lokale folk skal have ordentlige vilkår, siger Peter Hallum. Mens for eksempel alle havemøbler, der sælges i Coops butikker, er bygget af bæredygtigt træ typisk fra plantager, så kniber det med at skaffe bæredygtigt regnskovstræ, som er af en finere kvalitet og derfor velegnet til for eksempel køkkenudstyr. Det er sådan noget træ, regnskovsprojektet skal skaffe hjem på hylderne. I Nepenthes glæder man sig over den øgede bevidsthed omkring bæredygtig skovdrift i et projekt, der også hænger forretningsmæssigt sammen. - Vi ser det som en fordel, at dette projekt ud over en miljømæssig og social profil har et kommercielt sigte, og målet er at kvalificere produktionen for at sikre, at Coop fortsat aftager træ og møbler fra de små kooperativer, siger André Mildam, konstitueret leder i Nepenthes. FDB har foreløbigt indgået en et-årig aftale med Nepenthes i 2008. Ud over at støtte certificering af skovområder og opkvalificering af produktion omfatter aftalen støtte til uddannelse, rent drikkevand, og bedring af de sociale forhold i området./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...