Fodbold

Bæstet tæt på Premier League

Dansk kultmålmand i Burnley havde afgørende fod med i 2-0-sejren over Reading. Nu er Brian "The Beast" Jensen klar til oprykningsfinale på det mytiske Wembley.

Brian Jensen mener, at han er for gammel til at blive og kæmpe for pladsen i Burnley.
Foto: Scanpix

Brian Jensen mener, at han er for gammel til at blive og kæmpe for pladsen i Burnley. Foto: Scanpix

"Bæstet" lagde op til Burnleys 2-0-scoring med ey langt udspark i udekampen mod Reading, der sendte kulminebyens knægte direkte i playoff-finalen mod Sheffield United. Traditionsklubben Burnley fra den næstbedste engelske række har med gevinster over Chelsea og Arsenal leveret flere pokalsensationer i denne sæson. Og nu er klubben kun en enkelt sejr fra et sæsonlangt ophold i Premier League, da playoff-finalen er efter vind-eller-forsvind-princippet. Den tidligere B93'er Brian Jensen har spillet i England siden 2000, og han kan nu føre Burnley til den bedste række, hvor holdet senest optrådte, da Claus Borre var ung, og der var Tipslørdag med engelsk bold på skærmen hver weekend. Wolverhampton og Birmingham har allerede sikret sig oprykning til Premier League via de to topplaceringer i The Championship. Nu kan Burnley følge efter.