Volsted

Bag en låst dør

GENERALFORSAMLING:Såfremt drejebogen følges også i år, foregår generalforsamlingen i Volsted Plantage A/S (tidligere Aktie-Plantageselskabet for Aalborg Amt) 26.5. på den måde, at aktionærerne møder en låst dør, når de møder op ved Volsted Forsamlingshus. Bestyrelsen holder nemlig møde. Klokken 15 låses op, og formanden kommer ud på trappen, og som en anden guru lukker disciplene ind. Regnskab og dagsorden byder på så få oplysninger som lovligt muligt, så de fremmødte skal spørge sig frem til selskabets drift. Til stor glæde for hovedaktionæren Jørgen Bladt kan regnskabet nu om dage koges ned til kun at vise samlede indtægter og udgifter og det deraf følgende resultat. Aktionærer, der ikke kan komme til stede, har derfor ikke mulighed for at få at vide hvorledes de seneste to års kæmpe underskud er fremkommet; og revisorerne synes heller ikke, det er værd at gøre en bemærkning om denne tømningsform. Selve valghandlingen er hurtigt overstået. Personerne er udpeget og kåret i forvejen. Det er et rent far og mor og søn anliggende. I år har man dog allieret sig med en ekstra mand, som formodentlig matcher den negative indstilling overfor småaktionærerne. Når så seancen efter ca. 50 minutter er forbi, skal deltagerne skynde sig at drikke det tildelte Saltum-vand ud, og kan de ikke finde ud af det selv, får de at vide, at de skal forlade lokalet, for bestyrelsen skal have møde. Som afskedshilsen udtaler Jørgen Bladt så, at han ikke kan forstå, at der ikke møder flere deltagere op! Som et ekstra chikaneraffinement sender man i år kun regnskab ud til dem, der var mødt frem og skrev sig på postlisten på mødet sidste år. Det til trods for, at man var skrevet på for flere år siden. Sådan skamferes et gammelt selskab lidt efter lidt til behag for en enkelt familie. Så pas på I, der har aktier i lignende selskaber. På et tidspunkt kommer der en vældig rar og interesseret person ind i kredsen, for derefter, når chancen byder sig, at hægte øvrige aktionærer af.