Bag om Birgit på barrikaderne

BUPLs formand i Nordjylland finder nye kræfter i kirken og bådehavnen

Birgit Elgaard

Birgit Elgaard

AALBORG:I aftes var hun selvfølgelig med i demonstrationen i Aalborg, og i dag er hun atter at finde i BUPLs kontor i Klokkestøbergade efter de blot tre til fire timers søvn, som det kan blive til i disse turbulente dage. Som formand for BUPL i Nordjylland har Birgit Elgaard haft brug for sin evne til at bevare roen i spidsbelastede situationer som de forgangne dages protester og aktioner mod de nu aflyste budgetbesparelser i daginstitutioner. Birgit Elgaard er aalborgenser med dobbelt A, årgang 1958, født på Danmarks befrielsesdag 5. maj. Hun voksede op i arbejderkvarteret i Herluf Trollesgade i Vestbyen i en lejet lejlighed sammen storebrødrene Jan og Leo. Faren, Aage, var arbejdsmand, først på Rørdal og siden eternitten. - Og det døde han af. Han nåede at runde 70 år, men var syg i mange år med asbestose. Det sled hårdt på min mor, fortæller Birgit Elgaard. Moren, Toby, var hjemmegående, indtil hun gjorde det i 1960’erne usædvanlige at få sig et job, som hjemmehjælper. Barndommen huskes ikke kun som lange sommeraftener med leg i gården, der var også hårde perioder med arbejdsløshed, men opvæksten giver stadig Birgit tætte bånd til Vestbyen, som var Verdens Navle. - Min far og jeg cyklede søndagsture til Vestre Bådehavn. Ude for enden af molen kan du som seks årig virkelig opleve, at Verden er rund. Jeg tager stadig derned og mærker blæsten og bruger 5-10 minutter på at tømme hovedet, fortæller hun. - Og min undulat, Perle, ligger også begravet dernede, tilføjes det med et smil. Kontakt til rødderne Birgit Elgaard gik i Ryesgades Skole og har bevaret venskabet med en af skolekammeraterne. - Det betyder meget, at du stadig har forbindelse til dét, du er, og dét, du kommer fra. Hun var en elev som de fleste, men god til dansk og sprog. Derimod var hun elendig til fysik og matematik, men stædighed har udlignet den mangel. Senere i livet tog hun fysik og matematik på aftenskole, og efter et halvt år spurgte Birgit sin lærer, hvilken karakter han ville give hende. Svaret var 10 eller 11, og hun stoppede med at gå på kurserne. Det var bevist, at folkeskolens dårlige karakterer ikke var det rette billede. Birgit Elgaard ville allerede den gang arbejde med børn. - Børn er fremtiden. De er umiddelbare og spændende. Det er meget givende at arbejde med dem, og det kræver ansvarsfølelse. Derfor har det stor betydning, hvilke lærere og pædagoger de er omgivet af. Det er alfa og omega for, at børn udvikler sig i en god retning, får selvtillid og mod til at gøre de ting, der er vigtige for dem. Men som 18-årig måtte Birgit starte med et job i huset, og samtidig forlod hun forældrene og flyttede i en lille lejlighed med skråvægge på Jonstrupsvej. Senere fik hun job som klinikassistent hos Poul Bach. - Det var det nærmeste, jeg kunne komme at arbejde med mennesker. Det blev en velkomst til en ny verden og et bevis på, hvor vigtigt det er at have en god chef. - Poul ville gerne give os kulturelle oplevelser, der skulle opbygge os som mennesker. Vi skulle i operaen og se Carmen, og jeg lånte hans dobbelt LP og fik til opgave at pille det bedste ud og forklare mine kollegaer, hvorfor jeg havde valgt lige det stykke. - Det betød, at jeg fik fire gange så meget ud af oplevelsen i operaen, og jeg lærte, det er en god ide at kaste sig ud i noget, der ikke ligger lige for. Birgit nåede at arbejde som pædagogmedhjælper, inden hun som 28-årig kom på seminariet og havde nogle af sine bedste år. - Uddannelsen er med til at udvikle dig. Du bliver hele tiden udfordret i, hvad du mener i forhold til pædagogiske teorier og samfundsforhold. Du kommer i praktik og bliver udfordret af virkeligheden. Fagforening naturligvis Som uddannet blev Birgit straks ansat på Fristedet, hvor hun overførte sine erfaringer fra den gøgler- og teatertrup, som hun var en del af på seminariet, til børnene. Hun blev også tillidsmand, ligesom hun havde været det som klinikassistent. I barndomshjemmet var det lige så naturligt at være medlem af en fagforening som af boligforeningen, og til familiesammenkomsterne blev der altid diskuteret politik, og bølgerne gik ind i mellem højt. Birgit Elgaard havde også år som teenager, hvor hun tossede rundt på stilethæle i Jomfru Ane Gade, men hun har hele tiden haft bevidsthed om uretfærdighed og en indignation, når der bliver gjort forskel. Tillidsmandsposten blev til en karriere fra bestyrelsesmedlem til faglig sekretær i BUPL Nordjylland og så medlem af forretningsudvalget for landsforbundet. Affæren om “de gyldne håndtryk” til bl.a. den afgående formand Bente Sorgenfrey i 2004 endte med, at Birgit Elgaard blev trukket til København og fulgte opfordringen om at blive valgt som landsformand. Hun var den eneste i forretningsudvalget, som ikke var viklet ind i affæren. Det var dage med kaos, og hun blev landskendt via medierne og måtte vænne sig til at være et ansigt, der genkendes på gaden. - Jeg har ikke noget imod at møde og tale med folk på gaden. Det er meget berigende, og jeg er god til alligevel at finde rum til mit privatliv. Hun gik dog som formand i marts 2006 efter en kamp om magten med medlemmer af forretningsudvalget. - Jeg er ikke god til at gå på kompromis med hjertesager som menneskesyn og politiske holdninger. Hvis du gør det, slår du dig selv ihjel meget langsomt indefra, siger hun om afgangen. Birgit og børnene Tiden som formand var hård og kostede forholdet til kæresten. Derfor er hun nu alene, og det er aldrig blevet til egne børn. - Da jeg mødte en mand, jeg gerne ville have børn med, var det for sent. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft børn. Det er bare ikke gået sådan, men det beklager jeg ikke. Jeg er omgivet af børn hos familie og venner, så jeg kan låne mig frem. Og jeg er så heldig, at jeg kan tale børns sag. Tilbud om poster i det københavnske til den tidligere formand blev afvist. Birgit ville hjem til Aalborg og en lejlighed. Lejet selvfølgelig. Kort efter fik hun sit nuværende job, og turene til bådehaven blev genoptaget. Ellers er det en livslang interesse for at male samt freden og roen i kirker, der giver Birgit Elgaard nye kræfter. - Ja, jeg er troende. Det er alle mennesker på en eller anden måde, og jeg tror som udgangspunkt altid på det bedste i mennesker.

Forsiden